Sønderjyske er snublende tæt på at redde sig endnu en sæson i SAS Ligaen. Det står klart, efter at holdet hjemme vandt 1-0 over Esbjerg.
Nedrykningskonkurrenterne fra AGF og Randers vandt ganske vist også i søndagens runde, men Sønderjyskes forspring til Århus-klubben under nedrykningsstregen er på tre point med en kamp igen.
Samtidig er Sønderjyskes målscore noget bedre end AGF's, og for at overhale Sønderjyske har århusianerne altså brug for en storsejr i sidste runde, mens sønderjyderne skal tabe.
Det kan lade sig gøre, men som Sønderjyske kæmper for tiden, har holdet fine muligheder for at hente point i den sidste kamp mod FC København, der allerede har vundet mesterskabet.
Igen i kampen mod Esbjerg fightede sønderjyderne indædt. Tacklede igennem, lossede bolde væk og løb uafbrudt.
Det var en meget uskøn affære uden de store chancer til nogen af holdene, og der skulle da også en dødbold til for at få kampen afgjort.
Et hjørnespark fra Sønderjyskes Rasmus Hansen fik lov at passere hele vejen på tværs af feltet, indtil bolden lå for fødderne af Olafur Skulason ved bageste stolpe. Islændingen scorede let.
Mod kampens slutning pressede Esbjerg hårdt på, men fighterne fra Sønderjyske holdt stand. Dermed mistede Esbjerg et vigtigt skridt i kampen om bronzemedaljerne.
Vestjyderne ligger á point med Brøndby, der søndag vandt over AaB, og de to hold har endda samme målforskel. Bronzekampen er altså fuldstændig åben før sidste runde.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde