Sønderjyske er ramt i offensiven

Sønderjyske-træner Lars Søndergaard ærgrer sig over skaderne, der er væltet ned over sønderjydernes offensiv.

Offentliggjort Sidst opdateret

I 0-0-opgøret mandag mod FC Vestsjælland blev Johan Absalonsen streget fra startopstillingen kort før kampstart. Oveni blev Kenneth Fabricius skadet i løbet af superligakampen.

- Vi er ramt i offensiven. Hele angrebskæden er væk. Vi har spillet med den samme stamme på midtbanen og i forsvaret i lang tid, men pludselig har vi tre nye i front, siger Lars Søndergaard.

- Lasse Vibe behøver vi ikke nævne hele tiden, men ham har vi ikke mere. Tommy Bechmann blev skadet før første kamp, og nu er Absalonsen også ude. Det kræver noget at komme sig over de tab, siger træneren.

To nyoprykkede ynglingespillere Andreas Oggesen og Mikael Uhre dannede frontduo de sidste 20-30 minutter af mandagens kamp.

Sønderjyske har blot scoret tre mål i fire kampe. Nicolaj Madsen er som tredobbelt målscorer helt uhørt eneste målscorer hos sønderjyderne.

Løsningen på måltørken skal umiddelbart findes i egne rækker.

- Vi har noget at skyde med på de pladser. Vi har hentet Bo Storm og Ayoub Sørensen, men de er som bekendt også på skadelisten, siger Lars Søndergaard.

Han bakkes op af sportschef Ole Nielsen, som ikke har travlt med at tale om nye indkøb til angrebet.

- Vi har fire-fem forwards skadet, og så vil de fleste blive sårbare. Vi håber på, at de snart kommer sig over skaderne, siger Ole Nielsen.

- Det vil se anderledes ud, når skadesfronten ser bedre ud, og her lysner det heldigvis. Forhåbentlig er Absalonsen med næste gang. Ayoub Sørensen, Storm og Bechmann er på vej tilbage på træningsbanen, siger sportschefen.

/ritzau/