Sønderjyske fortsætter med at overraske

Sønderjyske åbnede den nye sæson lige så godt, som de sluttede den gamle. Randers FC blev slået 1-0 søndag.

Sønderjyske fortsætter, hvor holdet slap i sidste sæsons SAS Liga. Her reddede klubben overraskende livet ved ikke at tabe i de sidste syv kampe, og søndag åbnede holdet den nye sæson med en ny overraskelse, da holdet på hjemmebane vandt 1-0 over Randers FC.
Flere har forud for sæsonen givet udtryk for store forventninger til Randers FC, der da også har leveret pæne resultater i holdets første kampe i kvalifikationen til Europa League, men da SAS Liga-hverdagen første gang meldte sig for randrusianerne, blev det altså til en alvorlig skuffelse på Haderslev Fodboldstadion.
Randers havde bolden klart mest i kampen, men gæsternes omgang med den lille runde var ofte for langsommelig og for meget på tværs.
Sønderjyske levede især højt på de fighteregenskaber, der også bar holdet langt sidste sæson. Og det rakte også langt denne søndag, og kombineret med gode og meget direkte kontraangreb fik det sønderjyderne til at fremstå ganske pænt i sæsonpremieren.
Det var netop efter en lang aflevering i dybden frem mod angriber Kenneth Fabricius, at kampens eneste mål faldt efter syv minutter. Fabricius var gennem hele kampen Sønderjyske en god og farlig spilstation fremme i front.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret