Sønderjyske forventer ikke top-6 trods flot 2020
Sønderjyske-træner Glen Riddersholm vil blive overrasket, hvis holdet ender i den bedste halvdel i denne superligasæson. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Sønderjyskes pointsnit er i år det femtebedste i Superligaen, men det giver ikke forventninger om top-6.
2020 har været et godt år, hvis man holder med Sønderjyske.
Klubben vandt i juli pokalturneringen, men også i Superligaen har holdet leveret flot med det femtebedste pointsnit siden årsskiftet.
Det får dog ikke Sønderjyske-træner Glen Riddersholm til at miste jordforbindelsen, når snakken falder på muligheden for top-6.
- Jeg vil blive positivt overrasket, hvis vi ender i top-6, når vi kigger på de hold og økonomier, som vi er oppe i mod, og der hvor vi selv står.
- For mig handler det grundlæggende om, at vi er stabile og leverer. Der har vi haft en god formkurve i 2020 og i særdeleshed på hjemmebane, siger Riddersholm.
For knap to uger siden fik klubben en ny amerikansk ejer, der har givet sportschef Hans Jørgen Haysen flere muligheder på transfermarkedet, men heller ikke han vil spå om en top-6-placering i denne sæson.
- Vigtigst af alt er selvfølgelig, at vi overlever. Med de nye ejere, og alt der kan ske for vores klub fra akademi, faciliteter og til førsteholdet, der skal vi selvfølgelig grundlæggende lægge på og blive mere ambitiøse.
- Nu er der gået 14 dage med de nye ejere, hvor vi har hentet to nye spillere. Så hvis det gør, at vi får medaljer, så skal de godt nok være gode, siger Hans Jørgen Haysen.
Over weekenden har klubben brugt noget af deres ekstra økonomiske råderum på at hente nigerianske Ogenyi Onazi og østrigske Phillip Schmiedl, så holdet nærmer sig den rette bredde.
- Det har været vigtigt at få en central forsvarsspiller og midtbanespiller ind. Vi har fået skiftet ud og fået flere specialister ind, så vi har en stærk trup. Nu er vi ikke så sårbare, som vi var for to spillere siden, siger Riddersholm.
Sønderjyske har én gang været i top-6 siden indførslen af den nye struktur i 2016. Søndag spillede Sønderjyske 2-2 ude mod Lyngby, der udlignede sent i kampen.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet