Sønderjyske lader sig ikke rive med af topplacering
Trods den aktuelle tredjeplads er Sønderjyskes overordnede målsætning stadig at overleve i Superligaen.
Efter lørdagens sejr på 2-1 ude over OB ligger Sønderjyske nummer tre i Superligaen. Det får dog ikke træneren til at ændre målsætning.
- Vi har én målsætning, og det er, at vi skal overleve. Når det så er sagt, så vil vi rigtig gerne mere. Men det der med målsætninger kan vi ikke rende og lave om hver uge, siger Jacob Michelsen.
Sønderjyske-træneren har svært ved at gennemskue, om tredjepladsen er et udtryk for holdets niveau.
- Vi har leveret gode spillemæssige præstationer i rigtig mange kampe, og havde man spurgt mig inden sæsonen, om vi ville ligge her, havde det været mere eller mindre naivt at forvente det. Men vi skal ikke lade os rive med, siger Michelsen.
Ifølge en af holdets profiler Johan Absalonsen skal holdet beholde ydmygheden.
- Rent spillemæssigt så spiller vi til der, hvor vi ligger. Vi har dog stadig vores ydmyghed, da vi i andre sæsoner har dykket rigtig meget i slutningen af efteråret, siger Johan Absalonsen.
En del af forklaringen på topplaceringen skal findes i, at Sønderjyske ikke har spillet uafgjort en eneste gang i denne sæson. Det er enten eller, og en sejr og et nederlag giver i længden flere point end to uafgjorte.
Sidste sæson spillede Sønderjyske uafgjort 16 gange. Sønderjyskes træner mener, at tilfældigheder gør, at holdet i denne periode kun vinder og taber.
- Det kunne se ud som om, at det er enten eller, men jeg tror, at det er lidt tilfældigt. Kampen mod OB kunne jo lige så godt have endt uafgjort, og i andre kampe er det marginaler, der gør, at vi ikke spiller uafgjort.
- Det er ikke noget, som vi snakker om, at vi ikke skal spille uafgjort, men vi har det sådan, at vi går altid på banen for at vinde, og så må det bære eller briste, siger Jacob Michelsen.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde