Sønderjyske slutter året af med sejr

Nedrykningsspøgelset må efterhånden være fløjet langt væk fra Haderslev efter Sønderjyskes 2-0-sejr lørdag aften på hjemmebane over AaB.

Med yderligere tre point på kontoen kan Sønderjyske holde vinterpause med sindsro, for inden rundens øvrige kampe har holdet et kæmpe hul ned til de to største nedrykningskandidater, HB Køge og Randers. De to mandskaber er inden deres indbyrdes møde i Randers søndag henholdsvis 14 og 17 point efter Sønderjyske.

Sønderjydernes sejr over AaB blev grundlagt på et drømmemål af Rasmus Hansen kort før pausen. Her hamrede midtbanespilleren til bolden langt ude fra, og boldens bane op i det ene målhjørne kunne AaB-målmand Karim Zaza intet gøre ved.

Noget af en skuffelse for AaB-holdet, som generelt har spillet en lidt skuffende efterårssæson. Nordjyderne lagde ellers et fornuftigt pres på værterne i anden halvleg, hvor Sønderjyske satsede mest på kontraangreb. Ganske fornuftigt på den lidt tunge bane i Haderslev, der viste tydelige tegn på at være noget ødelagt af kombinationen af 22 spillere og regn.

AaB's pres gav ikke bonus, og i opgørets slutfase lukkede Sønderjyske kampen helt, da indskiftede Søren Frederiksen med en flot placeret afslutning gjorde det til 2-0.

Yderst skuffende for AaB, som faktisk godt kunne have fortjent minimum det ene point. Sønderjyske har efter sæsonens første 18 kampe opnået 22 point, og det er blot seks point færre end det, de opnåede hele sidste sæson. Ganske imponerende og en nedrykning virker urealistisk for tiden.

/ritzau/

På et drømmemål af Rasmus Hansen sluttede Sønderjyske efterårssæsonen sejrrigt af med en 2-0-gevinst hjemme over AaB.

Offentliggjort Sidst opdateret