Sønderjyske styrer mod DM-guld

Ishockeyklubben Sønderjyske vandt 5-3 på udebane over AaB i klubbernes anden DM-finalekamp. Sønderjyske er med sejren foran 2-0 i finaleserien, som spilles bedst af syv kampe.

Den første finalekamp vandt Sønderjyske hjemme 5-0, men der var anderledes jævnbyrdighed, da Aalborg fik fordel af hjemmebane i andet opgør.

Dejan Matejic scorede Sønderjyskes to første mål, et i hver af de to første perioder, og svenskeren sendte dermed udeholdet på sejrskurs, efter AaB ellers var kommet foran i kampen.

Første periode begyndte meget lige og endte 1-1. AaB var langt mere aggressive end i den første finalekamp, og fysisk gik nordjyderne også mere til stålet med mange hårde tacklinger.

Allerede efter 16 sekunder af opgøret faldt den første to minutters udvisning til AaB'erne, hvilket meget godt illustrerede hjemmeholdets tænding fra kampens begyndelse.

Men det var ikke nok, for Sønderjyske blev ved med at forsvare sig godt og stod taktisk klogt med et yderst kompakt forsvar, når AaB fik power play-muligheder.

Sønderjyske, som var foran 2-1 efter de to første perioder, var dog tæt på at smide sejren i den tredje og afgørende periode, som blev særdeles målrig og dramatisk.

Sønderjyske vandt tredje periode, men ved stillingen 3-2 til Sønderjyske udlignede AaB, men dommerne dømte for høj stav ved scoringen og annullerede målet.

AaB blev ved med at kæmpe hårdt for at udligne, men haltede hele tiden et mål bagefter, og til slut cementerede Sønderjyske sejren med et kontramål.

Efter finalekampen opstod der tumult, hvor flere spillere fra begge klubber kom op at slås med hinanden.

Den tredje finalekamp spilles i Sønderjyske på fredag.

/ritzau/

Danmarksmesterskabet i ishockey er godt på vej til at lande i Sønderjyske, som tirsdag vandt 5-3 på udebane over AaB. Sønderjyske er foran 2-0 i finaleserien.

Offentliggjort Sidst opdateret