Søren Frandsen til Frem Sakskøbing

Søren Frandsen er langt fra mæt af fodbold. Derfor finder han støvlerne frem på ny efter at have sundet sig over fyringen som træner for B.1921’s Danmarksseriehold for to måneder siden.

Men det bliver ikke B.1921, der får glæde af den 35-årige midtbanespiller. Ej heller Alliancen, hvor han spillede indtil for et år siden
- Jeg har en gammel aftale med Lohse (Martin, red.) om, at vi sammen skal slutte af i Frem på vores “gamle” dage, fortæller Søren Frandsen, som spillede sammen med Martin Lohse i Alliancen i 4½ år.
- Frem har mange dygtige spillere, som vil og kan spille fodbold, så jeg ser frem til at blive en del af holdet, siger Søren Frandsen.

I Frem Sakskøbing glæder man sig over, at Søren Frandsen har givet tilsagn om at spille for Frem.
- Frandsen har meget at bidrage med, og vi er overbeviste om, at han kan forstærke holdet, siger assistenttræner Jan Rasmussen.

Foto: Søren Frandsen (th) er nu klar til at trække i Frem Sakskøbings hvide trøje.

LF-seriens bedste hold i efteråret bliver forstærket til oprykningsspillet med den tidligere Alliance-profil.

Offentliggjort Sidst opdateret