Søren Larsen øjner fremtid i Duisburg

Søren Larsens kontrakt med Toulouse løber frem til sommeren 2012, mens lejeaftalen med Duisburg udløber til sommer næste år. Men angriberen er klar til at forlænge aftalen med tyskerne.

- Bestemt, hvis holdet rykker op i Bundesligaen, så forventer jeg at blive i Duisburg. Hvis jeg vel at mærke gør det godt, så vil jeg gerne blive et år til og spille i Bundesligaen, siger Søren Larsen.

Den danske landsholdsangriber skiftede til tyske Duisburg i sidste øjeblik inden transfervinduet lukkede i sommer, og det var der en klar strategi med trods tilværelsen i den næstbedste tyske række.

- Da jeg valgte at tage til Duisburg, var det med henblik på landsholdet og VM. Nu er vi videre til den slutrunde, og så er det kun op til mig selv, hvordan jeg skal stå til det VM. Men skiftet til Duisburg var en del af en større plan, forklarer Larsen.

Der var ingen spilletid til Søren Larsen i lørdagens VM-kvalifikationssejr over Sverige, men han håber at kunne vise sit værd, hvis landstræner Morten Olsen vil bruge ham onsdag mod Ungarn.

- Jeg ved ikke, hvilke tanker Morten render rundt med. Nu er vi sikre på at komme til VM, og det kunne være en god mulighed for Morten at se, hvad der er i mig. Det er jo mit mål at spille sådanne kampe, siger angriberen.

/ritzau/

Søren Larsen åbner op for en længere fremtid i Duisburg end blot frem til næste sommer. Men det kræver, at tyskerne rykker op i Bundesligaen.

Offentliggjort Sidst opdateret