Angriberen Søren Larsen skifter til Feyenoord med øjeblikkelig virkning. 29-årige Søren Larsen er udlejet fra Toulouse i resten af sæsonen. Det bekræfter den hollandske klub på sin hjemmeside.
Søren Larsen har haft endnu en skidt sæson plaget af skader, og han var langt fra spilletid i sin franske klub. Det kan han nu få i Holland. Det er ikke første gang, at den franske klub udlejer Søren Larsen.
For halvandet år siden blev Søren Larsen udlejet til Duisburg i den næstbedste tyske række, men det var uden den helt store succes.
Landstræner Morten Olsen udtog Søren Larsen til sidste års VM-slutrunde, men det blev heller ikke den store succes for den høje angriber. Han nåede kun at få en enkelt indskiftning, da Danmark tabte den sidste kamp i det indledende gruppespil til Japan.
Skader har ofte spændt ben for Søren Larsen, som tidligere i karrieren også har spillet i Brøndby, Djurgården og Schalke 04. I perioder har Søren Larsen gjort det godt, og det har skaffet ham mange udtagelser til landsholdet.
Søren Larsen har faktisk en fremragende statistik på det danske landshold, hvor han har formået at score 11 mål i 20 landskampe.
I Feyenoord bliver Søren Larsen holdkammerat med den tidligere landsholdsanfører Jon Dahl Tomasson, som valgte at stoppe landsholdskarrieren efter VM-slutrunden sidste sommer.
Tomasson har ikke været i kamp siden VM, efter at han pådrog sig en skade i VM-nederlaget til Japan. Feyenoord har ventet længe på, at Tomasson ville vende tilbage fra sin skade, men garderer sig nu med lejemålet med Søren Larsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned