Søren Lerby: Helt fortjent at Eriksen er årets spiller
I mange år huserede Søren Lerby på fodboldlandsholdets midtbane, og 24 år efter hans sidste landskamp kan en af 80'er-landsholdets bærende kræfter nyde landskampene med Christian Eriksen som en af de faste spillere på midtbanen.
Mandag aften ved Dansk Fodbold Award 2013 fik Eriksen så prisen som årets spiller, og det er - ifølge Søren Lerby - retfærdigt.
- Det er helt fortjent. Det har været et langt år for ham med et klubskifte, men det gør ham kun stærkere fremover, siger Søren Lerby.
I kampen om at blive årets spiller slog Christian Eriksen landsholdskollegerne Daniel Agger, Jores Okore og Andreas Cornelius i en SMS-afstemning.
Efter showet var hovedpersonen Eriksen ikke selv meget for at tale om sit spil på banen, men Søren Lerby holdt sig ikke tilbage med at give Tottenham-spilleren ros for evnerne på grønsværen.
- Han har en rigtig god førsteberøring, og han har et godt øje for spillet. Han løber meget og er i konstant bevægelse.
- Hvis han vil, og han stadig har viljen, så kan han godt komme meget længere. Han er stadigvæk ung, men han har en masse erfaring, siger Søren Lerby.
Ligesom Christian Eriksen startede Søren Lerby selv sin udlandskarriere i Ajax, hvor han kom til i 1975 fra Fremad Amager.
Søren Lerby indtog selv en hovedrolle ved award-showet mandag aften i Cirkusbygningen, da han sammen med Frank Arnesen blev optaget i fodboldens hall of fame.
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker