Sørensen: Mine fejl kan tælles på to fingre

Pulis lægger op til, at det nu er Asmir Begovic, der skal stå i den kommende periode, og det er Thomas Sørensen ikke tilfreds med.

- Jeg er frustreret. Men træneren har holdt fast i sit rotationsprincip i hele sæsonen. Så jeg må acceptere, at han vil holde alle skarpe og skifte ud. Det har han også gjort med markspillerne, siger Thomas Sørensen.

Stoke-manageren har været ude at sige, at rokaden skyldes, at Thomas Sørensen har præsteret mindre godt på det seneste, men det forstår danskeren ikke.

- Jeg lægger ikke så meget i de udtalelser. Jeg ser på det mere generelt. Nu har jeg spillet omkring 25 kampe i denne sæson, og jeg tror, at mine fejl kan tælles på to fingre.

- Vi har været inde i en periode, hvor vi ikke har fået de resultater, som vi skulle have haft. Jeg synes på ingen måde, at det har været min skyld, fastslår han.

Siden november har Thomas Sørensen vogtet buret for Stoke i den bedste engelske række, men nu bliver der lidt overraskende byttet om på rollerne igen.

- Det er lidt en uvant situation. Det er ikke noget, jeg har været vant til tidligere, hvor man har lagt sig meget markant fast på en førstemålmand. I Stoke er vi begge ligestillede.

- Selvfølgelig er det frustrerende at sidde på bænken, men på den anden side, så ved man også, at vejen tilbage i målet er kortere. Det er det, jeg må fokusere på, forklarer Thomas Sørensen

På onsdag kan Thomas Sørensen spille sin landskamp nummer 100, når Danmark møder Rusland i en venskabskamp i Parken.

/ritzau/

Det kan blive svært for Thomas Sørensen at få lov at spille fast i den engelske Premier League-klub Stoke, efter manager Tony Pulis satte danskeren på bænken i weekendens sejr over Swansea.

Offentliggjort Sidst opdateret