Sort dag for Froome: En af de hårdeste i mit cykelliv

Hvis lørdagens 8. etape var jubelfest for Sky og holdets Tour de France-favorit Chris Froome, så var søndagens 9. etape en stor nedtur.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det britiske mandskab var på hælene nærmest fra start til slut, og selvom Froome ikke tabte tid til sine rivaler, så mistede han i hvert fald to vigtige ting.

En af holdkammeraterne - Vasil Kiryienka - faldt for tidsgrænsen, og hans højre hånd Richie Porte tabte så meget tid på etapen, at han ikke længere kan bruges som et såkaldt "taktisk udspil", da han ikke længere ligger med i toppen af klassementet.

- Det var en af de hårdeste dage, jeg har kørt på min cykel. Det var svært at sidde alene oppe foran. Men jeg er trods alt glad for, at det alligevel lykkedes, og at jeg ikke mistede tid til mine rivaler, siger Chris Froome.

- Jeg har netop hørt om Kiryienka. Han er en af vores største motorer. Ham kommer vi i den grad til at savne i de kommende uger.

Rytteren med de afrikanske rødder var ikke bitter på sine holdkammerater over, at de svigtede ham på 9. etape.

- Mine holdkammerat arbejdede fantastisk for mig i går, hvor jeg sikrede den gule trøje. De sad i front fra starten i dag, og med det arbejde de ydede for mig i går og vores styrt, må jeg sige, at det var flot arbejde af dem.

At Richie Porte tabte næsten 18 minutter og mistede andenpladsen i klassementet er derimod et stort taktisk problem for Froome og Sky.

- Det er det helt sikkert. Det er altid en fordel at have to kort at spille ud. At have ham på andenpladsen var et kæmpe boost for mig, for jeg vidste, at han når som helst kunne sætte de andre under pres.

- Det efterlader os mere udsatte, men jeg er sikker på, at han vil være der for mig resten af Touren, så jeg kan bevare den gule trøje.

Søndag var en sort dag for sky, men Froome vil fokusere på det positive.

- Det hjælper ikke at bekymre sig. Vi kører videre med det, vi har. Vi skal få det bedste ud af det, og jeg tager den attitude med mig, siger Chris Froome.

Sky-rytteren fører løbet med 1,25 minutter ned til Alejandro Valverde (Movistar).

/ritzau/