Spændte danskere vil løbe Frankrig over ende
Simon Pytlick har været en nøglespiller under VM og bliver det formentlig også i finalen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Danmark vil forsøge at gøre VM-finalen tempofyldt, så de tunge franskmænd ikke kan følge med.
- Stemningen er spændt og afslappet - i hvert fald indtil nu.
Fem kvarter før VM-finalen i herrehåndbold stillede Danmarks assistenttræner, Henrik Kronborg, sig søndag aften til rådighed for pressen i katakomberne under fodboldstadionet Tele2 Arena.
Klokken 21.00 bliver der fløjtet op til dysten, hvor Danmark med en sejr kan skrive historie som det første hold til at vinde VM tre gange i træk.
Det kræver en sejr over Frankrig, og hvis den skal i hus, så skal danskerne især have styr på modstanderens stregspil, som voldte Sverige store problemer i semifinalen.
- Vi skal lukke ned for stregspillet og lukke de rum, der er i midtzonen, siger Henrik Kronborg, som forventer, at danskerne som vanligt kommer til at løbe stærkt, når de får fingre i kuglen.
- Så må vi se, hvor rummene opstår i deres forsvar. Vi vil rigtig gerne løbe med dem og få nogle af deres tunge spillere med hjem i forsvaret, så de ikke når at skifte ud. Så kan vi sætte vores angreb ind der, siger Kronborg.
De danske spillere har brugt dagen på deres hotel i udkanten af Stockholm, og her har de og trænerne forsøgt at gøre dagen genkendelig.
- Vi har haft den samme rytme som til de øvrige kampe. Vi har haft samme antal møder, vi har haft masser af hvile og fritid, så vi har kunnet gå og småsnakke om kampen, siger han.
Danmark stiller med den samme trup som til de foregående kampe. Det betyder, at Mads Hoxer, Hans Lindberg og Michael Damgaard sidder over.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker