Spanien banker Schweiz ud af VM trods bizart selvmål
Spaniens spillere havde mange anledninger til at øve jubelscener i VM-ottendedelsfinalen. Foto: Molly Darlington/Reuters
Spanien vandt 5-1 over Schweiz i VM-ottendedelsfinalen og kunne sagtens have vundet den ensidige kamp større.
Spaniens fodboldkvinder er som det første hold kvartfinaleklar ved VM i Australien og New Zealand.
Lørdag formiddag dansk tid var spanierne overlegne og vandt ottendedelsfinalen over Schweiz med 5-1 i Auckland.
Allerede ved pausen var al spænding fjernet, for de altdominerende spaniere førte med 4-1.
Mest bemærkelsesværdigt var det, at Schweiz overhovedet havde scoret, for alpelandet stod ikke noteret for en eneste afslutning i første halvleg.
Schweizernes mål var nemlig et yderst mærkværdigt selvmål til 1-1 efter ti minutters spil. Fra midten af banen lavede Laia Codina en alt for hård og upræcis tilbagelægning, som gik direkte ned i eget net.
Forinden havde Aitana Bonmatí sendt Spanien i front med en klog venstrebensafslutning.
Schweiz kom igennem det indledende gruppespil uden at indkassere mål, men holdets defensiv var overmatchet mod Spanien.
Kort efter den komiske udligning på selvmål tog Spanien igen føringen, da Alba Redondo kom forrest på bolden tæt under mål.
Inden pausen øgede Aitana Bonmatí og Laia Codina til 3-1 og 4-1, og i begge tilfælde var forsvarsspillet alt andet end overbevisende.
Lussingen kunne sagtens være blevet meget større i en kamp, hvor Spanien vandt skudstatistikken 25-2. Spanierne scorede blot en enkelt gang i anden halvleg, da Jennifer Hermoso udnyttede en friløber.
I kvartfinalen skal Spanien enten møde Holland eller Sydafrika. Det bliver afgjort søndag.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned