Spanien efter EM-fiasko: Det er svært og uventet
Det spanske landshold røg tirsdag ud af EM i håndbold. Holdet har nu en del ting, det skal forbedre.
Det gør ondt på spanierne, at de er ude af EM i håndbold efter den sidste gruppekamp mod Østrig.
Det fortæller den spanske stjerne Joan Cañellas til TV 2 Sport.
- Det er svært. Det var ikke noget, jeg havde forventet ville ske. Men det er vores egen skyld, og vi skal hjem og analysere på det, siger han til mediet.
Alle semifinaler ved EM i håndbold siden 2012 har været med spansk deltagelse, men sådan bliver det altså ikke i 2024.
De spanske håndboldherrer, der vandt VM-bronze sidste år og EM-sølv i 2022, er færdige ved slutrunden i Tyskland, efter at holdet tirsdag aften skuffende spillede 33-33 mod Østrig.
Fra Joan Cañellas lyder det, at holdet ikke formåede at ramme sit sædvanelige niveau. Det er blandt andet et resultat af uventede skader og en lav selvtillid efter den første kamp mod Kroatien.
Her blev det til et stort nederlag på ti mål.
Adspurgt til hvorvidt nederlaget betyder, at nogle ældre spillere skal skiftes ud, melder Cañellas ifølge TV 2 Sport, at han ikke skal være manden "der tager beslutninger lige nu."
Danmark skal onsdag møde Holland i mellemrunden. Senere bliver det velkendte modstandere som Sverige og Norge, inden den slutter med et møde med Slovenien.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker