Spanien vinder sikkert VM i fodbold i Sydafrika i sommeren 2010. Det vurderer de britiske bookmakere i hvert fald efter lodtrækningen til gruppespillet. Spanien endte i pulje med de to spansktalende nationer Honduras og Chile samt alpelandet Schweiz.
Spanien har tidligere slået alle tre hold, og bookmakeren William Hill giver odds 4-1, hvis de spanske europamestre går hele vejen.
Den spanske målmand Iker Casillas, der også vogter målet for Real Madrid, erkender, at lodtrækningen ser fornuftig ud. Casillas understreger dog, at Spanien som alle andre skal spille godt for at gå videre.
- Spanien har en moralsk forpligtelse til at gå videre fra gruppespillet. De næste runder er, som de altid vil være. Vi skal spille nogle rigtig store kampe for at nå finalen, siger Iker Casillas.
Spanien møder Schweiz i den første kamp 16. juni. Fem dage senere vil der blive talt spansk på banen og tilskuerpladserne i Johannesburg, når Honduras og Spanien tørner sammen, og de spanske gloser vil også flyve rundt i Pretoria 25. juni, når europamestrene møder Chile.
Skulle Spanien gå videre fra gruppe H møder holdet vinderen eller nummer to fra gruppe G, der allerede er kaldt "dødens gruppe". Her kæmper Brasilien, Portugal, Nordkorea og Elfenbenskysten om de to pladser, der sikrer videre deltagelse.
De britiske bookmakere regner med, at VM vil betyde en rekordomsætning på over en milliard pund (8,2 milliarder kroner).
De spanske angribere Fernando Torres og David Villa er favoritter til at blive topscorere - begge til odds 9-1,
Som så mange gange før er England også en af favoritterne hos de britiske bookmakere med odds 5-1. England møder USA, Algeriet og Slovenien.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned