Spanien går glip af VM-revanche: Taber til Holland

Holland vandt over Spanien ligesom ved VM, mens Italien måtte nøjes med uafgjort mod England.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det var startskuddet til en fiasko af rang, da Spaniens regerende verdensmestre i fodbold sidste år tabte den første gruppekamp med hele 1-5 til Holland ved VM i Brasilien.

Tirsdag aften havde spanierne mulighed for revanche i en testkamp i Amsterdam, men igen gik det skidt for landstræner Vicente del Bosques stjernemandskab.

Holland vandt 2-0 på scoringer af Stefan de Vrij og Davy Klaassen i første halvleg.

Hollænderne fik dermed en tiltrængt opmuntring midt i alle holdets problemer i EM-kvalifikationen.

Den store fodboldnation har haft store vanskeligheder, siden Guus Hiddink overtog landstrænerposten fra Louis van Gaal efter VM-bronzen sidste år.

Holland har blot opnået syv point i fem EM-kvalifikationskampe, og lørdag fik holdet først reddet 1-1 hjemme mod Tyrkiet på en scoring i de sidste minutter.

Her går det noget bedre for Spanien, der er på EM-kurs med 12 point for fem kampe.

Spanierne, der sensationelt røg ud af VM efter gruppespillet, har vundet EM de seneste to gange.

I Torino blev der spillet et andet revancheopgør. England tabte sidste år 1-2 til Italien ved VM, hvor begge hold i øvrigt endte med at få fiasko med en exit efter gruppespillet.

Tirsdagens kamp endte 1-1.

Graziano Pelle bragte Italien foran efter en halv time, da han med hovedet dirigerede Giorgio Chiellinis præcise indlæg forbi Joe Hart i Englands mål.

Andros Townsend udlignede for gæsterne 10 minutter før tid.