Spanien overtager førsteplads inden gruppefinale
Pablo Sarabia efter sin scoring til 1-0. Foto: Aris Messinis/Ritzau Scanpix
Aris Messinis/Ritzau Scanpix
Spanien udnyttede svensk nederlag og spillede sig til tops i VM-kvalifikationsgruppe B ved at slå Grækenland.
Sverige gav torsdag ufrivilligt Spanien en hjælpende hånd i jagten på en VM-billet i kvalifikationsgruppe B.
Svenskerne startede dagen som nummer et i gruppen, men et overraskende nederlag til Georgien gjorde, at Spanien fik mulighed for at overtage den plads.
Det gjorde spanierne ved at slå Grækenland 1-0 på et straffesparkmål af Pablo Sarabia.
Derfor fører Spanien nu gruppe B, mens Sverige er nummer to. Et enkelt point adskiller de to, inden de mødes søndag i Sevilla, i hvad der bliver en gruppefinale.
Vinderen, hvis der kommer sådan en, får en direkte billet til Qatar, mens taberen skal ud i playoffkampe om at kvalificere sig. Ender det uafgjort, er Spanien VM-klar.
Efter et vedvarende overtag skulle Spanien bruge et straffespark for at komme foran cirka midtvejs i første halvleg mod Grækenland.
Pablo Sarabia scorede sikkert fra 11-meterpletten.
Spanien fortsatte med at have overtaget, men fik ikke scoret mere før pausen. I anden halvleg kom Grækenland lidt bedre med, men farligt blev det sjældent i spaniernes felt.
Først med cirka et kvarter igen fik grækerne i en kort periode sat Spanien under pres, men udligningen udeblev altså.
I gruppe H skal vinderen af VM-billetten også findes i sidste runde. Her møder Rusland og Kroatien hinanden.
To point skiller inden det møde de to nationer ad på første- og andenpladsen i russisk favør, efter at de begge tog storsejre torsdag over henholdsvis Cypern og Malta. Begge lande er sikre på at slutte i top-2.
Tyskland har allerede sikret førstepladsen i gruppe J. Torsdag kørte Hansi Flicks mandskab Liechtenstein over med hele 9-0. Andenpladsen er stadig i spil i gruppen.
Nordmakedonien indtager den efter torsdag at have vundet over Armenien. Rumænien er ét point efter Nordmakedonien efter uafgjort mod Island torsdag.
I gruppe A er det helt lige i toppen. Portugal på førstepladsen har 17 point efter torsdag at have spillet uafgjort - 0-0 - ude mod Irland. Serbien har ligeledes 17 point på andenpladsen.
De to nationer mødes søndag i Lissabon, i hvad der også bliver en gruppefinale. Inden kampen er både Portugal og Serbien sikker på at ende i top-2 og altså som minimum få en plads i playoffkampene om en VM-billet.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker