Spanien-sejr sikrer VM-gyser mod Chile

Spanien gjorde mandag aften, hvad de skulle for at holde sig inde i kampen om at komme videre til 1/16-finalerne fra VM's gruppe H.

På to mål af David Villa vandt spanierne en alt for lille 2-0-sejr over Honduras, og dermed er der udsigt til en gyser af en gruppeafslutning mod førerholdet fra Chile.

Sender en schweizisk sejr som ventet Honduras definitivt ud af VM i de to holds sidste kamp, skal spanierne tilsvarende slå Chile for at gå videre fra gruppespillet.

Det var tydeligt fra kampens start, at det spanske hold var pisket til en sejr for at holde liv i ambitionerne om VM-titlen. Holdet lagde kampen ud med et sandt bombardement af Honduras' mål.

Der skulle gå 17 minutter, før de undertippede honduranere ikke længere kunne holde stand. Den spanske stjerneangriber med en fremtid i FC Barcelona, David Villa, satte tre mand af på venstrekanten og sendte bolden op i det fjerneste målhjørne.

Målscoren kan blive en afgørende faktor, når adgangsbilletterne til 1/16-finalerne skal uddeles fra gruppe H. Efter 1-0-målet fortsatte Spanien derfor det massive pres på Honduras-målet.

Man skulle dog godt fem minutter ind i anden halveg, før det massive boldovertag blev omsat til flere spanske scoringer. Endnu en David Villa-afslutning gik i mål, denne gang via foden på en modspiller.

Det andet hold ved VM fra Den Iberiske Halvø, Portugal, bombede tidligere mandag Nordkorea i sænk med 7-0. Efter først at have fået gang i målscoringen mod et chanceløst Honduras-hold, var der udsigt til, at spanierne kunne præstere en lignende ydmygelse.

Men som det var kendetegnende ved nederlaget i den første kamp ved slutrunden til Schweiz, var spanierne uskarpe foran mål.

En lang række chancer blev misbrugt - blandt andet satte David Villa et straffespark forbi mål. Spanierne måtte dog nøjes med 2-0-sejren, men fik de livsvigtige tre point.

/ritzau/

Spanien vinder 2-0 over Honduras ved VM i fodbold. Spanien skal stadig slå Chile i den sidste gruppekamp for at være sikre på en plads i 1/16-finalerne.

Offentliggjort Sidst opdateret