Spaniens fodboldforbund indkalder til krisemøde efter kys
Mandag skal Spaniens fodboldforbund mødes med de regionale repræsentanter for at drøfte udskældt præsident.
Spaniens fodboldforbund (RFEF) har indkaldt til krisemøde mandag i forbindelse med sagen om præsident Luis Rubiales' uopfordrede kys af spilleren Jennifer Hermoso.
Trods international og national kritik har forbundschefen nægtet at trække sig. Fredag valgte Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) at suspendere ham i 90 dage, mens sagen undersøges nærmere.
Det er de regionale fodboldforbund, der er blevet indkaldt til krisemødet for at evaluere situationen, fortalte en talsperson fra RFEF søndag.
81 spillere er gået på strejke og størstedelen af kvindelandsholdets trænerstab har ifølge The Guardian sagt op på baggrund af sagen.
Selv hævder Rubiales, at kysset, der skete under fejringerne af landsholdets VM-sejr, var med samtykke. Det har Hermoso afvist.
Forbundspræsidenten fortæller yderligere, at han vil bruge Fifas undersøgelse til at bevise sin uskyld.
Samtidig har fodboldforbundet truet med at sagsøge Hermoso.
Den spanske regering har ikke autoritet til at fyre Rubiales, men det har ikke afholdt den fra at kritisere ham i stærke vendinger.
Fredag lød det fra regeringen, at man ville forsøge at få Rubiales suspenderet via en sportsdomstol.
Ligestilling og spørgsmål om køn har de seneste år været til stærk debat i Spanien, hvor titusindvis af kvinder er gået på gaden for at demonstrere mod seksuel mishandling og vold.
Beskæftigelsesminister Yolanda Diaz skal efter planen mandag mødes med repræsentanter fra de kvindelige fodboldspilleres fagforening, FUTPRO, der blandt andet repræsenterer Hermoso.
Spaniens konstituerede budgetminister, Maria Jesus Montero, sagde søndag, at Rubiales ikke bør vende tilbage til sin post som leder af spansk fodbold.
- En person, som lyver, og som har gjort et show ud af ikke at have forstået, hvad kampen om ligestilling betyder i et område med den vigtighed, som sporten har, bør ikke havde fodboldens fremtid i sine hænder, sagde hun.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned