Spanier forulykker i Dakar-legendes jubilæumstriumf
Audis franske kører Stephane Peterhansel vrider bilen rundt i Saudi-Arabiens ørkensand. Foto: Patrick Hertzog/Ritzau Scanpix
Stephane Peterhansel tog sin 50. etapesejr i bil i Dakar Rally, som blev skæmmet af Carles Falcons ulykke.
14 gange siden debuten i 1988 har den franske racerkører Stephane Peterhansel vundet det prestigefulde Dakar Rally.
Det er rekord i løbet og har givet ham kælenavnet "Mister Dakar". Natten til mandag dansk tid tangerede han en anden rekord i løbet.
Peterhansel nåede med etapesejren mandag op på 50 etapesejre i kategorien for biler gennem tiden. Dermed er han oppe på siden af finske Ari Vatanen.
Etapen i den saudiarabiske ørken blev dog skæmmet af et voldsomt styrt til motorcykelkører Carles Falcon. Det skete ikke så langt fra målstregen på den 463 kilometer lange etape.
Falcon blev hentet i helikopter, og løbsarrangør ASO kunne efterfølgende meddele, at spanieren havde brækket flere ryghvirvler, og at hans tilstand er "alvorlig".
58-årige Peterhansel glæder sig over, at han stadig kan hamle op med Audi-holdkammerat Carlos Sainz, der fører samlet.
- Jeg stoppede med at tælle (etapesejre, red.) for længe siden, men det er rart at vide, at jeg stadig kan slå ham, siger Peterhansel ifølge AFP.
Peterhansel indledte sin glorværdige Dakar-karriere som motorcyklist, hvor det blev til seks titler. Fra og med 1999 stillede han op i bilkategorien og har siden vundet otte titler.
De seneste to år - begge for Audi - er han udgået af løbet undervejs.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned