Spaniere i rekordhumør

Man siger, at succes avler succes. Og det ser også ud til at være tilfældet for det spanske fodboldlandshold, der de senere år har vist sig at være skræmmende svære at slå.
 
Med 2-0-sejren over værtslandet Sydafrika i den sidste gruppekamp i Confederations Cup nåede spanierne op på 35 kampe uden nederlag, hvilket lige nøjagtigt tangerer Brasiliens verdensrekord. Til gengæld er spanierne det første hold i verden, der har vundet 15 landskampe i træk - den tidligere rekord tilhørte Australien, Brasilien og Frankrig, der alle nåede op på 14, inden de igen forlod banen som tabere. Og europamestrene har ikke tænkt sig at tage en slapper, nu hvor rekorden er i hus:
 
- Det har været en stor udfordring at slå rekorden. Vi er meget stolte, men vi stopper ikke her, sagde Liverpool-spilleren Xabi Alonso efter sejren, der sender Spanien i semifinalerne som etter i sin pulje.
 
Det var dog ikke kun spanierne, der jublede efter kampen. De tabende sydafrikanere havde også noget at glæde sig over. takket være 0-0-resultatet i gruppens anden kamp mellem Irak og New Zealand indløste hjemmeholdet også billet til slutkampene i turneringen som toer i puljen. /ritzau/




Med 2-0-sejren over Sydafrika er Spanien det eneste landshold, der har formået at vinde 15 kampe i træk. Hjemmeholdet får dog semifinaleplads i trøstpræmie.

Offentliggjort Sidst opdateret