Spaniere ser frem til gyser mod Chile

Knap havde Spanien hentet den nødvendige VM-sejr på 2-0 over Honduras, før træner og spillere rettede blikket stift mod den afgørende gruppekamp mod Chile.

Spanierne skal vinde fredagens kamp mod det chilenske førerhold i gruppen, ellers er VM-fiaskoen efter alt at dømme total for europamestrene.

- Nu skal vi forberede os på det store pres i kampen mod Chile, sagde den spanske landstræner, Vicente Del Bosque, oven på kampen mod Honduras.

- Men disse spillere er vandt til at håndtere presset. For dem er det blot en ny kamp i meget travl sæson, fortsatte han.

Vinder Schweiz sin sidste gruppekamp mod Honduras er en spansk sejr mod Chile nødvendig for at gå videre fra VM's gruppe H.

Derfor er det ifølge mandagens dobbelte spanske målskytte, David Villa, alt for tidligt for holdet at tænke på mulighederne for at vinde VM.

- Vi skal stadig slå Chile. Der er lang vej endnu, før vi overhovedet kan tænke på at blive verdensmestre, både når det kommer til tid og kampe, sagde den kommende Barcelona-spiller efter den nødvendige spanske sejr for at holde VM-drømmen i live.

/ritzau/

Det spanske VM-hold har allerede rettet fokus mod den afgørende gruppekamp mod Chile. På vejen hertil slog spanierne mandag aften Honduras.

Offentliggjort Sidst opdateret