Spansk back scorer sjældent mål i Real Madrid-sejr

Daniel Carvajal skreg sin glæde ud, da han scorede i Real Madrids sejr. Foto: Marcelo Del Pozo/Reuters

Daniel Carvajal scorede sit blot syvende mål for Real Madrid, der slog Real Betis 1-0 i La Liga.

Offentliggjort Sidst opdateret

Real Madrid kom tilbage på sejrssporet i La Liga lørdag aften.

Den spanske storklub tog tre point med hjem fra mødet med Real Betis, men der skulle hjælp til fra uventet kant.

Matchvinderen i sejren på 1-0 blev spanske Daniel Carvajal. Højrebacken spillede ifølge transfermarkt.com sin kamp nummer 296 for Real Madrid, og målet var hans blot syvende for klubben.

Scoringen faldt til gengæld på et tørt sted for Real Madrid, som dermed rejste sig efter sidste uges uafgjorte resultat mod Levante.

Efter tre kampe har Real Madrid hentet syv point og ligger efter sejren i toppen af den bedste spanske fodboldrække.

Det var da også træner Carlo Ancelottis mandskab, der havde mest at byde på i første halvleg mod Betis.

Angriberen Karim Benzema og forsvarsspilleren Eder Militão var blandt de spillere fra Real Madrid, der stod bag nærgående forsøg. Ingen af dem havde dog skarpheden.

Så var højreback Daniel Carvajal noget overraskende skarpere efter en times spil. Kort efter en chance til Betis søgte Carvajal med frem og modtog bolden i bageste del af feltet.

Spanieren flugtede indlægget fra Benzema perfekt afsted og brølede sin jubel ud, da han så bolden drøne helt over i det fjerneste hjørne.

Benzema har nu været direkte involveret i fem mål i sæsonens første kampe med to mål og tre oplæg.

Real Madrid slap få minutter senere med skrækken, da en afretning fra nytilkomne David Alaba gik tæt forbi stolpen.

Der blev ind- og udskiftet en masse på begge hold, men mål kom der ikke flere af på Estadio Benito Villamarín i Sevilla. I sidste minut fik Betis-spilleren Martin Montoya ellers en gylden chance for at udligne fra fri position i feltet, men hans flade forsøg blev snuppet af Thibaut Courtois.

Betis led dermed sæsonens første nederlag efter to uafgjorte i træk.