Spansk fodboldforbund afviser Ronaldos appel
Cristiano Ronaldo fik ikke medhold i sin appel af karantænen på fem spilledage. Foto: /ritzau/AP/Manu Fernandez
/ritzau/AP/Manu Fernandez
Cristiano Ronaldo havde ikke held med at appellere dommen på fem kampes karantæne for at skubbe en dommer.
Den portugisiske superstjerne Cristiano Ronaldo går glip af de kommende fem Real Madrid-kampe startende fra onsdagens El Clasico mod Barcelona i den spanske Super Cup.
Det Spanske Fodboldforbund (RFEF) meddeler, at karantænen på fem spilledage opretholdes, efter at Ronaldo søndag skubbede til dommeren i frustration over sin udvisning mod Barcelona i den første Super Cup-kamp.
Beslutningen gør Ronaldo godt gal i skralden, og verdensstjernen føler sig forfulgt ifølge en opdatering på sin Instagram.
- Umuligt at være immun over for denne situation, 5 kampe!
- Det forekommer mig overdrevet og latterligt. Det kaldes forfølgelse!
- Tak til mine holdkammerater og fansene for støtten, skriver Ronaldo på Instagram.
I opgøret mod Barcelona fik Ronaldo først gult kort for at smide trøjen efter en scoring, og dernæst modtog han et gult kort, da han ifølge dommeren forsøgte at filme sig til et straffespark.
Den dom var Ronaldo slet ikke enig i, og derfor skubbede han til dommeren. Det er skubbet, som har øget antallet af karantænedage fra en enkelt til fem.
Real Madrid-træner Zinedine Zidane gav tirsdag udtryk for, at han var rasende over at måtte undvære sin største stjerne.
- Vi er irriterede. Når du kigger på, hvad der skete, og at Cristiano nu er ude i fem kampe. Det er til at blive rasende over, sagde Zinedine Zidane.
Onsdagens El Clasico i Madrid begynder klokken 23. Real Madrid vandt den første kamp med 3-1 i Barcelona.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker