Spansk fodboldforbund fyrer generalsekretær efter kaos
Det spanske fodboldforbund kan stå over for en større oprydning efter de seneste ugers kaos. (Arkivfoto). Foto: Pierre-Philippe Marcou/Ritzau Scanpix
Andreu Camps er færdig som generalsekretær i det spanske fodboldforbund, og flere kan følge efter.
Det Spanske Fodboldforbund (RFEF) har onsdag fyret generalsekretær Andreu Camps.
Det meddeler RFEF i en kortfattet meddelelse på sin hjemmeside, uden at man direkte begrunder fyringen.
Samtidig skriver nyhedsbureauet Reuters onsdag aften, at mellem seks og ni ledere i RFEF enten vil blive fyret eller "inviteret til at sige op".
Der har været ballade i RFEF gennem længere tid, og i minutterne efter den spanske sejr i finalen ved VM for kvinder i sommer kulminerede den, da præsident Luis Rubiales kyssede profilen Jenni Hermoso på munden i forbindelse med medaljeoverrækkelsen.
Rubiales annoncerede for ti dage siden, at han ville forlade sit job efter en periode med tungt pres fra mange sider, men dermed er konflikterne langtfra blusset ned.
Mandag udtog landstræner Montse Tome 23 spillere til de forestående kampe mod Sverige og Schweiz, hvoraf 20 på forhånd havde tilkendegivet, at de ikke stod til rådighed for landsholdet på grund af utilfredshed med ledelsen i RFEF.
Onsdag har 21 af de 23 spillere dog indvilget i at spille, efter at der er lavet en aftale mellem RFEF og den spanske regering. Indholdet af den er endnu ukendt.
Landsholdets træner under VM, Jorge Vilda, var upopulær internt i truppen og er også røget ud.
Til trods for at Rubiales og Vilda nu er væk, har de spanske fodboldkvinder krævet ændringer i forbundet, hvilket fik dem til at iværksætte en strejke.
Det valgte den nyansatte landstræner, Montse Tome, dog at overhøre, da hun mandag udtog truppen til Nations League-kampene mod Sverige på fredag og Schweiz i næste uge.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker