Spansk fodboldforbund truer kysset spiller med sagsanlæg
Luis Rubiales plantede et kys på læberne af Jennifer Hermoso efter VM-finalen, og det har skabt kold luft i spansk fodbold. Foto: Hannah Mckay/Reuters
Spaniens Fodboldforbund beskylder Jennifer Hermoso for at lyve og truer med at tage retslige skridt.
Luften mellem den spanske fodboldpræsident, Luis Rubiales, og landets nykårede kvindelige verdensmestre er iskold.
Nu truer Spaniens Fodboldforbund (RFEF) med at lægge sag an mod spilleren Jennifer Hermoso, som forbundet beskylder for at lyve for at sværte præsidenten til.
Det skriver BBC.
Optrapningen af konflikten kommer, efter at Hermoso fredag igennem spillerforeningen FutPro udsendte en erklæring, hvor hun afviste Rubiales' påstand om, at det var med hendes accept, at han kyssede hende på munden under sejrsceremonien efter VM-finalen.
- Jeg vil gerne gøre klart, at den samtale, som Rubiales refererer til, aldrig har fundet sted, og kysset var aldrig med mit samtykke. Jeg vil gentage, hvad jeg har sagt før, at jeg ikke brød mig om den hændelse, skrev Hermoso blandt andet.
Samtidig meddelte samtlige 23 spillere fra VM-truppen og yderligere en lang række landsholdskandidater, at de ikke står til rådighed for landsholdet, så længe Rubiales er forbundets øverste chef.
Det var ventet, at Rubiales ville trække sig fredag, men præsidenten slog fast, at han havde i sinde at blive på posten. Og nu går han og fodboldforbundet i offensiven.
- RFEF og præsidenten vil tilbagevise hver eneste af de løgne, som bliver spredt af nogle på vegne af spilleren eller af spilleren selv.
- På grund af alvoren af indholdet i pressemeddelelsen fra Futpro vil RFEF og præsidenten indlede retslige skridt, lyder det ifølge fra forbundet.
I erklæringen hævder RFEF også, at spillere "har pligt" til at stille op, hvis de bliver udtaget til landsholdet.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker