Spansk genistreg sender Ronaldo og co ud

Der gik en time, før kampen for alvor kom i gang, men da det skete, viste de spanske europamestre, hvorfor de bliver regnet som en af de absolutte topfavoritter til at vinde VM i fodbold.

En flot scoring af Valencia-angriberen David Villa efter 63 minutter med assistance fra de kommende klubkammerater hos FC Barcelona Andrés Iniesta og Xavi Hernandez var nok til at sikre Spanien en plads i kvartfinalerne.

Det sker på bekostning af nabolandet Portugal, som med superstjernen Cristiano Ronaldo i spidsen må rejse skuffede hjem fra slutrunden i Sydafrika.

Spanierne er efter sejren i Cape Town klar til at møde Paraguay i kampen om en plads i semifinalen.

Kampen tirsdag aften mod portugiserne fik en lovende begyndelse, da Spaniens Fernando Torres allerede efter et minut tvang Eduardo i Portugals mål til en god redning.

Netop Torres kom derefter til at symbolisere kampens udvikling, for herefter gik det ned ad bakke i resten af første halvleg.

Liverpool-angriberen virkede ikke på toppen, efter at han har været skadet op til VM, og det haltede generelt med de spanske idéer.

I stedet var de taktisk disciplinerede portugisere farlige ved flere lejligheder, og den spanske målmand Iker Casillas måtte i aktion en del gange.

Målmanden fra Real Madrid kunne dog intet gøre, da Portugal-angriberen Hugo Almeida steg til vejrs, men portugiseren headede bolden forbi mål.

Efter 0-0 ved pausen eksploderede kampen efter cirka en times spil, da den spanske landstræner, Vicente Del Bosque, erstattede Fernando Torres med Fernando Llorente.

I de følgende minutter var både Llorente og David Villa tæt på at score, og kort efter brast den portugisiske forsvarsbastion efter en fodboldmæssig delikatesse med FC Barcelonas aftryk.

Andrés Iniesta spillede bolden frem til Xavi Hernandez, som stod med ryggen til målet. Med fodsålen dirigerede Xavi bolden videre til David Villa, som efter en redning fra Eduardo fik banket returbolden i mål via underkanten af overliggeren.

Dermed er Villa delt VM-topscorer med fire træffere, det samme som Slovakiets Robert Vittek og Argentinas Gonzalo Higuain.

Efter scoringen måtte Portugal frem på banen, og det gav flere chancer til den nu sprudlende spanske offensiv. Sergio Ramos var tæt på med et godt skud, men endnu en gang viste Eduardo målmandsspil af høj klasse.

Cristiano Ronaldo og det portugisiske hold kom aldrig i nærheden af at skabe spænding, og fire minutter før tid var Fernando Llorente igen tæt på at score med et hovedstød.

Kampen sluttede uværdigt for Portugals Ricardo Costa, som bankede en albue op i hovedet på spaniernes Joan Capdevila og fik direkte rødt kort.

Portugal tager hjem fra Sydafrika efter blot at have scoret i en enkelt kamp, 7-0-ydmygelsen af Nordkorea i gruppespillet. Og så er det nok en ringe trøst, at holdet kun indkasserede det ene mål, som David Villa scorede.

/ritzau/

Et flot mål af David Villa blev udslagsgivende, da Spanien sendte Portugal ud af VM i ottendedelsfinalerne med en sejr på 1-0. Paraguay venter i kvartfinalen.

Offentliggjort Sidst opdateret