Spansk golfstjerne slutter sig til LIV Golf
Medier skriver, at Jon Rahm får 300 millioner dollar for at blive en del af den omdiskuterede tour LIV Golf.
Den spanske golfstjerne Jon Rahm tager springet til den omdiskuterede golftour LIV Golf.
Det bekræfter Rahm selv ifølge Reuters.
Den 29-årige bliver det største navn til at slutte sig til turneringen, der er finansieret af Saudi-Arabiens offentlige investeringsfond, PIF, siden australske Cameron Smith blev en del af turneringen i 2022, efter at han vandt British Open.
- Jeg er stolt af at slutte mig til LIV Golf og være en del af noget nyt, der får sporten til at vokse, siger Rahm i en udtalelse.
- Jeg er ikke i tvivl om, at dette er en god mulighed for mig og min familie, og jeg er meget spændt på fremtiden.
Jon Rahm anses som en af golfsportens mest populære og karismatiske figurer, og derfor vil hans skifte sandsynligvis også blive set som et stort nederlag for PGA Tour.
Der er meldinger i medierne om, at Rahm, der er verdens nummer tre, vil få mindst 300 millioner dollar for skiftet.
Det svarer til lidt mere end to milliarder kroner.
Der har gået rygter om, at Rahm ville skifte til LIV Golf, efter at han trak sig fra turneringen American Express i denne måned. Turneringen er på PGA Touren, og Rahm er forsvarende mester.
Rahm får debut i LIV Golf ved sæsonåbningen i starten af februar i Mexico.
LIV Golf blev lanceret i 2021, og i 2022 løb den første turnering af stablen.
Touren er blevet kritiseret, blandt andet fordi den er finansieret af Saudi-Arabien, og fordi den har brugt en formue på at lokke spillere væk fra de traditionelle tours.
Den omdiskuterede tour har ligget i krig med især PGA Tour og DP World Tour, men tidligere i år var der pludselig enighed mellem parterne.
Ganske opsigtsvækkende sagde de to gamle tours ja til at lade Public Investment Fund købe de kommercielle rettigheder, så den saudiarabiske investeringsfond nu ejer rettighederne til alle tre tours.
Phil Mickelson, Brooks Koepka og Dustin Johnson er blandt de store navne, som er skiftet til LIV Golf.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker