Spansk landsholdsspiller pådrager sig alvorlig hovedskade
Robin Le Normand (tv.) og Aurélien Tchouaméni ømmer sig efter deres sammenstød i Madrid-derbyet. (Arkivfoto). Foto: Oscar Del Pozo/Ritzau Scanpix
Atlético Madrids Robin Le Normand fik traumatisk hjerneskade i sammenstød mod Real Madrid søndag.
Atlético Madrid-spilleren Robin Le Normand har pådraget sig en alvorlig hovedskade i et sammenstød i søndagens Madrid-derby mod Real.
I en udmelding tirsdag forklarer Atlético, at Le Normand fik et kraftigt slag i hovedet i slutningen af kampen, og efter at han har gennemgået en række tests, vurderer specialister, at han har pådraget sig en traumatisk hjerneskade og en blødning mellem hjernen og kraniet.
- I processen med at få vores spiller tilbage i kamp, vil retningslinjerne i protokollen, der er lavet for denne type traumer, blive fulgt, lyder det på Atlético Madrids hjemmeside.
En traumatisk hjerneskade kan spænde vidt i karakter, og klubben kommer ikke nærmere ind på, hvor alvorlig skaden er.
I første omgang misser han Atleticos Champions League-kamp mod Benfica onsdag, men han må med stor sandsynlighed væbne sig med yderligere tålmodighed i kampen for at vende tilbage.
Den 27-årige Robin Le Normand skiftede denne sommer fra Real Sociedad til Atlético, hvor han er blevet fast starter.
Det samme var han under sommerens EM, hvor Spanien strøg til tops.
I den seneste landskamp for Spanien fik han rødt kort mod Schweiz, og derfor er han karantæneramt, når Spanien 12. oktober tager imod Danmark i Nations League.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker