Spansk sejr sender også Chile videre

Spaniens europamestre lever fortsat i dette års VM-turnering i Sydafrika.

Fredag aften vandt VM-favoritterne 2-1 over Chile efter en særdeles underholdende kamp.

Dermed vinder Spanien gruppe H med seks point.

Chile slutter som nummer to i gruppen med samme antal point, selv om holdet led det første nederlag for et sydamerikansk hold ved denne VM-slutrunde.

Spanien skal som gruppevinder ud i et lokalopgør i ottendedelsfinalerne, når holdet møder Portugal, mens Chile møder Brasilien i en rent sydamerikansk ottendedelsfinale. To opgør, som på forhånd ligner god reklame for fodboldspillet.

Chile sørgede ellers for store problemer for sig selv i kampen i Pretoria mod spanierne. Det europæiske hold kom foran midt i første halvleg, da den chilenske målmand, Claudio Bravo, begik en kæmpe fejl.

Målmanden stormede langt ud af sit mål i en ellers ufarlig situation og sparkede bolden lige i fødderne på den spanske angriber David Villa, som med venstre ben scorede sit tredje mål ved VM-slutrunden.

Kampen kunne reelt være blevet afgjort otte minutter før pausen, da Spanien fordoblede føringen, og Chiles Marco Estrada samtidig blev præsenteret for sit andet gule kort.

Spanien erobrede bolden, og efter flot spil mellem David Villa og Andrés Iniesta scorede sidstnævnte med et kontrolleret spark dette VM's mål nummer 100.

I samme sekvens blev spaniernes Fernando Torres fældet af Marco Estrada, og selv om situationen så noget tilfældig ud, blev chileneren alligevel præsenteret for endnu et gult kort og dermed marchordre.

Trods det håbløse udgangspunkt chokstartede Chile i anden halvleg, da Rodrigo Millars skud blev afrettet af den spanske midterforsvarer Gerard Piqué, så målmand Iker Casillas ingen chance havde for at forhindre 1-2-reduceringen.

Spanien sendte kort efter Cesc Fabregas på banen i stedet for angriberen Fernando Torres, som har været skadet op til VM og fortsat leder efter storformen.

Chile fortsatte med at presse spanierne, og først mod slutningen af kampen døde opgøret ud i intensitet, fordi den anden kamp mellem Schweiz og Honduras så ud til at slutte uden mål.

Med Chiles avancement er samtlige fem deltagere fra Sydamerika fortsat med ved VM.

/ritzau/

Både Spanien og Chile er klar til ottendedelsfinalerne ved VM i fodbold, efter at europamestrene besejrede chilenerne 2-1. Begge hold står over for storkampe.

Offentliggjort Sidst opdateret