Spansk teenager sikrer Chelsea europæisk bonus
Marc Guiu og holdkammeraterne måtte løbe for at holde varmen i Almaty. Der var omkring fem minusgrader på stadion. Foto: Pavel Mikheyev/Reuters
Chelsea sidder over i den første knockoutrunde i Conference League. Det blev sikret med 3-1-sejr over Astana.
Den engelske storklub Chelsea er som det første hold sikker på at slutte i top-8 i Conference League.
Det står klart efter torsdagens 3-1-sejr ude over FC Astana fra Kasakhstan.
Dermed står Chelsea noteret for fem sejre efter fem kampe, og turneringens storfavorit er sikker på at slutte i den øverste del af den 36 hold store tabel.
Bonussen ved at slutte blandt de otte øverste er, at holdet dermed springer den første knockoutrunde over og går direkte i ottendedelsfinalen. Holdene der slutter som nummer 9-24 skal igennem en knockoutrunde mere end Chelsea og de syv andre hold i tabellens top.
Den 18-årige angriber Marc Guiu blev helten for London-klubben i torsdagens udekamp, der blev spillet i Almaty nær grænsen til Kina.
Først bragte han Chelsea foran 1-0 i det 14. minut, da han driblede sig igennem forsvaret og fuldendte sit eget flotte forarbejde med at vippe bolden over en fremstormende målmand.
Fire minutter senere viste han målnæse ved at kæmpe sig først på et indlæg tæt under mål.
Siden øgede holdkammeraten Renato Veiga til 3-0 på et hovedstød, før første halvleg blev rundet af med en flot reducering af hjemmeholdet.
Den danske U21-landsholdsmålmand Filip Jörgensen kastede sig forgæves i frostvejret, da Marin Tomasov dunkede bolden i mål via stolpen.
/ritzau/
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker