Spansk tenniskomet nedlægger nordmand og vinder i Miami
Carlos Alcaraz har nu tre ATP-titler på cv'et. Foto: Geoff Burke/Ritzau Scanpix
18-årige Carlos Alcaraz vandt Masters 1000-turneringen Miami Open, da han slog norske Casper Ruud i finalen.
Carlos Alcaraz er en af de mest funklende unge stjerner i international herretennis. Det slog den blot 18 år gamle spanier fast søndag, da han tog sin hidtil største titel i karrieren ved at vinde Miami Open.
I finalen blev norske Casper Ruud besejret i to sæt med cifrene 7-5, 6-4.
Carlos Alcaraz har været i finalen i tre ATP-turneringer og vundet dem alle. I februar vandt han Rio Open i Brasilien, mens karrierens første ATP-titel kom i Croatia Open i juli sidste år.
I marts nåede han semifinalen i den prestigefyldte turnering i Indian Wells, og på baggrund af de mange flotte bedrifter er Alcaraz skudt op ad verdensranglisten.
På et år er han gået fra at være nummer 133 til mandag at ligge på 11.-pladsen. Casper Ruud hopper mandag en plads op fra ottende- til syvendepladsen.
Nordmanden startede godt i finalen og kom foran 3-0 takket være et servebrud. Men Alcaraz kom igen, brød nordmanden og fik derefter udlignet til 4-4.
Det endte altså også med spansk sætsejr. Alcaraz vandt i Ruuds udlæg til 6-5. I egen serv tog spanieren så sættet efter undervejs i partiet at have afværget en norsk breakbold.
Alcaraz kom flyvende fra land i andet sæt, hvor han efter to servebrud kom foran 3-0. Men så brød Ruud tilbage og fik reduceret til 2-3, hvorefter nordmanden måtte lade sig behandle i den efterfølgende pause.
Ruud spillede videre, men kunne altså ikke få skovlen under Alcaraz, der efter at have vundet på sin første matchbold faldt til jorden i jubel.
Miami Open er som Masters 1000-turnering en af årets største. Med sejren kan Alcaraz indløse en præmiecheck, på hvad der svarer til 8,3 millioner kroner.
Lørdag vandt Iga Swiatek kvindernes udgave af Miami Open. Den 20-årige polak har været ustoppelig på det seneste og har ryddet bordet i de seneste tre turneringer.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde