Spansk verdensetter i golf testes positiv og misser OL

Ifølge nyhedsbureauet AFP er det anden gang, at Jon Rahm er smittet med coronavirus. Foto: Paul Ellis/Ritzau Scanpix

Golfspilleren Jon Rahm blev testet positiv i den sidste coronatest inden afrejse til OL og må blive hjemme.

Offentliggjort Sidst opdateret

Verdensetteren i golf, spanieren Jon Rahm, er testet positiv for coronavirus og misser OL i Tokyo.

Det meddeler Det Internationale Golfforbund (IGF) søndag på Twitter.

Rahm blev testet positiv i den sidste test inden afrejsen mod Japan.

Ifølge Det Spanske Golfforbund er Rahm for nylig kommet hjem fra Storbritannien og skulle derfor ifølge reglerne testes tre gange. De første to test var negative, men den sidste viste altså et positivt resultat.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er det anden gang, at den 26-årige spanier er smittet med coronavirus.

Han var også tvunget til at trække sig fra PGA Tour's Memorial Tournament undervejs i turneringen, som han på det tidspunkt førte klart, da han afleverede en positiv coronatest.

Rahm sagde senere ifølge AFP, at han var blevet vaccineret kort inden turneringen.

Siden vandt han i juni US Open og strøg med sejren til tops på verdensranglisten.

Han er ikke den eneste golffavorit, der må vinke farvel til OL. Natten til søndag kom det frem, at amerikanske Bryson DeChambeau er blevet testet positiv for coronavirus og misser legene i Tokyo.

Mændenes golfturnering ved OL begynder på torsdag på Kasumigaseki Country Club nordvest for Tokyo.

Danmark stiller op med Joachim B. Hansen og Rasmus Højgaard.