Spanske landsholdsspillere fastholder strejke
Spaniens fodboldkvinder fejrede i august VM-guldet, men nu nægter de at spille for landsholdet. Foto: Handout/Reuters
VM-guldvinderne fra Spanien vil stadig ikke spille for landsholdet trods fodboldpræsidentens opsigelse.
Spaniens fodboldkvinder har ikke ændret mening. De vil stadig ikke spille for landsholdet, oplyser de i en udtalelse udsendt via spillerforeningen ifølge AFP.
Samtlige 23 guldvindere fra VM-truppen deltog torsdag i et møde. Her blev de enige om at fastholde det standpunkt, som de sammen med små 50 andre spillere udtrykte i slutningen af august.
De kræver fortsat strukturelle ændringer og forbedringer i forbundet, hvis de igen skal stille op for landsholdet. Udtalelsen var underskrevet af 39 spillere, heraf 21 af de 23 spillere fra VM-truppen.
Fredag var det ellers planen, at Montse Tomé skulle præsentere sin første trup som landstræner, efter at hun overtog posten fra Jorge Vilda. Sidstnævnte blev fyret, godt to uger efter at han førte det spanske kvindelandshold til guld ved fodbold-VM.
Vilda havde haft jobbet siden 2015, men har været udsat for hård kritik og var uønsket af en lang række af spillerne.
Presset på den 42-årige træner blev øget, da han i første omgang bakkede op om skandaleramte Luis Rubiales, som søndag trak sig som landets fodboldpræsident.
Rubiales kom i massiv modvind, efter at han i kølvandet på VM-triumfen kyssede landsholdsspilleren Jennifer Hermoso på munden.
I første omgang nægtede Rubiales at forlade jobbet, men søndag skiftede han så mening og indgav sin opsigelse.
22. september står Spanien til at spille en udekamp mod Sverige i Nations League, mens Schweiz fire dage senere venter på hjemmebane.
Det er endnu uvist, hvilke konsekvenser det spanske forbund kan se frem til, hvis der ikke kan stilles et hold til kampene.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned