Speciallæge skal tilse utilpas dommer før han får comeback
Jesper Madsen blev kørt fra banen på en båre i forbindelse med Champions League-kampen mellem Veszprem og Sporting 20. februar. Det samme gjorde sig gældende lørdag i Aalborg. (Arkivfoto). Foto: Tamas Vasvari/Ritzau Scanpix
Jesper Madsen må holde pause som dommer, indtil en speciallæge har vurderet, hvorfor han bliver utilpas.
To gange på under en måned har håndbolddommer Jesper Madsen været nødt til at forlade en håndboldkamp i utide, fordi han er blevet utilpas.
Og nu kommer han ikke tilbage, før en speciallæge har haft fingre i ham, fortæller han til TV 2 Sport.
Der er umiddelbart intet galt med hverken hjerte eller hjerne, så nu arbejder lægerne med en teori om, at han kan have problemer med ørerne.
Uvisheden nager Jesper Madsen, som første gang faldt om midt i en Champions League-kamp i Veszprem, inden han i weekenden måtte sætte sig på gulvet og senere bæres fra banen midt i ligaopgøret mellem Aalborg Håndbold og TTH Holstebro.
- Jeg har ikke på nogen måde kunnet fremprovokere det på andre tidspunkter. Hverken på løbeture eller noget som helst, så det er et ulækkert vakuum at være i, når man ikke ved, hvad man går og tumler med og heller ikke ved, hvad der udløser det.
- Jeg har haft ubehag to gange, og det har begge gange været i forbindelse med håndboldkampe. Jeg håber ikke, at jeg er blevet allergisk over for det, siger Jesper Madsen ifølge TV 2 Sport i en spøgefuld tone.
Jesper Madsen danner makkerpar med Mads Hansen, og sammen er de landets vel nok mest profilerede dommerpar.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde