Spellerberg går benhårdt efter tre sejre

Efter to nederlag i træk ved EM i Serbien skal de danske håndboldherrer forsøge at rejse sig i lørdagens opgør mod Makedonien i den første kamp i mellemrunden.

Bo Spellerberg, der ankom til EM-truppen i onsdags som den sidste spiller, satser på, at holdet kan vinde alle tre kampe i mellemrunden.

- Nu håber jeg, at skuffelsen har lagt sig. Og så må vi gå benhårdt efter at vinde de tre næste kampe. Vi har stadig meget at spille om, selv om det lige nu ikke ligger til medalje.

- Vi har ikke opgivet. Jeg tror, alle er bevidste om muligheden, for vi vil helst spille om medaljer. Men i den situation, vi er i nu efter to tabte kampe, så er det ikke der, vores fokus skal være, siger han.

Bo Spellerberg har endnu ikke været i kamp ved EM, selv om han hele tiden har følt sig klar nok til at spille.

Til de første to kampe mod Slovakiet og Serbien måtte han blive hjemme i Danmark, fordi landstræner Ulrik Wilbek holdt truppen nede på 15 ud af 16 spillere på grund af risiko for pludselige skader.

I torsdagens nederlag til Polen kom Spellerberg heller ikke på banen, fordi Wilbek ikke ville kaste ham ind i den hektiske slutfase.

- Selvfølgelig var det ærgerligt. Jeg kan godt forstå Ulriks bekymring. Men jeg var klar, og jeg sad også og holdt mig klar til det sidste, for jeg ved, han kunne finde på at sætte mig ind.

- Jeg havde ikke haft de store kvaler med at komme på banen. Om det havde været godt eller skidt, det er ikke til at sige. Men jeg skulle nok have prøvet at løfte opgaven, siger Spellerberg.

KIF Kolding-profilen aner ikke, om det kunne have gjort en forskel. Han glæder sig bare til at komme i aktion.

- Det er svært at sige i bagklogskabens klare lys. Og det kan vi reelt ikke bruge til særlig meget nu. Jeg må fokusere på at præstere fremadrettet og se hvor langt, det rækker.

Kampen mod Makedonien spilles klokken 18.15 i Beogradska Arena.

/ritzau/

Selv om det ser sort ud for de danske håndboldherrer ved EM, så skal holdet prøve at vinde de tre næste kampe.

Offentliggjort Sidst opdateret