Spelmann sænker Silkeborg

Silkeborg blev for anden hjemmekamp i træk franarret en mulig sejr af en Superliga-oprykker, da AC Horsens søndag besøgte Silkeborg Stadion og rejste hjem med en sejr på 2-1.

Med to scoringer efter pausen blev Martin Spelmann matchvinder for gæsterne, der ellers var kommet bagud med 0-1, da Rajko Lekic efter et kvarter scorede på et straffespark.

Silkeborg, der fortsat er uden sejr i Superligaen, havde svært ved at få det etablerede spil til at fungere. Alligevel var der snert over angrebsspillet, og der blev skudt på mål, så snart mulighederne bød sig.

Efter et kvarter blev Jesper Bech nedlagt af AC Horsens' Morten Rasmussen i straffesparkfeltet, hvilket korrekt blev takseret til et straffespark. Det blev sikkert udnyttet af Lekic.

Gæsterne fra Horsens spillede med stor optimisme, og lynhurtige Gilberto Macena voldte flere gange Silkeborg-forsvaret problemer. Det var også Macena, der fem minutter efter pausen fandt Spelmann i forbindelse med et kontraangreb, og midtbanespilleren kunne let udligne Silkeborgs føring.

Sejrsmålet 20 minutter før tid var intet mindre end en perle, da Spelmann hamrede et langskud op i det fjerne målhjørne.

Til trods for en offensiv afslutning fra Silkeborg, hvor høje Jim Larsen blev sendt op i angrebet, så lykkedes det ikke at få udlignet.

For to uger siden gik det også galt for Silkeborg, der mod oprykkerne fra Lyngby kun fik 2-2 efter en føring på 2-0.

Silkeborg ligger næstsidst i Superligaen med to point, mens AC Horsens har syv point.

/ritzau/

Problemerne voksede sig søndag større i Silkeborg, der tabte med 1-2 til AC Horsens. Martin Spelmann blev dobbelt målscorer for oprykkerne.

Offentliggjort Sidst opdateret