Spillere bakker op om Anja Andersen

Kritikken af Anja Andersens ledelsesstil som håndboldtræner er skudt helt over målet. Det mener 11 af hendes tidligere spillere i Slagelse DT, som er gået sammen om en støtteerklæring til deres tidligere træner, der er blevet udsat for stærk kritik i bogen "En dronning kom til byen".

- Vi ønsker ikke i medierne at blive fremstillet som psykiske vrag. Vi ønsker ikke at blive fremstillet som undertrykte og terroriserede kvinder. Det er vi absolut ikke, ligesom vi ikke er og aldrig har været bange for Anja Andersen, skriver de 11 spillere.

Støtteerklæringen til Anja Andersen, som nu er træner i FCK, kommer fra spillere, der ikke hørte til de absolutte stjerner i Slagelse DT, om end spillere som landsholdsspilleren Kamilla Kristensen og Louise Pedersen er kendte navne.

Spillerne erkender, at Anja Andersen er en kontroversiel leder, men de peger på, at stilen gav resultater, blandt andet tre Champions League-titler i Slagelse-tiden.

- Vi har respekt for Anja som menneske, og vi har respekt for Anja som træner. Tiden i Slagelse vil altid stå som noget helt enestående i vores tilværelse. Vi valgte selv Slagelse, fordi vi ønskede at prøve os selv af i et elitemiljø, skriver spillerne.

/ritzau/

11 tidligere Slagelse-håndboldspillere giver opbakning til deres tidligere træner Anja Andersen, hvis ledelsesstil er blevet hårdt kritiseret i ny bog.

Offentliggjort Sidst opdateret