Spillere tager afstand fra stenkast mod fanbus
Sebastian Grønning (øverst) var glad for sejren i Aalborg, men mindre imponeret over nogle AaB-fans' opførsel uden for stadion. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Nogle af Viborgs medrejsende fans fik kastet sten mod deres bus, da oprykkerne gæstede Aalborg og vandt 5-2.
Der var en stor fest på udebanetribunen i Aalborg, da Viborg FF mandag gæstede AaB. De medrejsende Viborg-fans kunne nemlig se deres hold vinde med imponerende 5-2 over nordjyderne.
Men der var skår i glæden, da en af busserne med Viborg-tilskuere blev ramt af sten på vej mod Aalborg Portland Park. På det sociale medie Twitter blev der lagt et billede op med en smadret rude angiveligt som resultat af stenkastet.
Det tog AaB-målmand Jacob Rinne blandt andre afstand fra efter opgøret.
- Det er aldrig acceptabelt, at nogen ødelægger noget. Om det er fans af FC København, Brøndby eller AaB. Det er ikke noget, som vi står inde for, hvis det er korrekt.
- Jeg elsker AaB's fans. Vi var bagud med 2-5, og de stod stadigvæk og hoppede. Al kredit til dem, der viser det på stadion. Det uden for stadion vil jeg ikke forholde mig til. Men hvis det er sket, er det ikke acceptabelt, siger svenskeren.
I Viborg-lejren blev der ligeledes taget afstand fra episoden.
- Jeg har kun hørt kort om det. Det hører ingen steder hjemme. Jeg har hørt, at der blev kastet sten efter en bus, og jeg synes, det er ærgerligt, siger cheftræner Lars Friis.
Angriberen Sebastian Grønning havde sin fodboldopdragelse i AaB og bor fortsat i Aalborg. Efter kampen kommenterede han ligeledes kort på stenkastet.
- Vold og uroligheder hører ikke fodbold til. Mere kan jeg ikke sige om den sag, siger Grønning.
Søndag var der ligeledes ballade på Superligaens fanscene. Fire personer blev anholdt i forbindelse med uroligheder, da FC København og Brøndby mødtes.
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker