Der rasles med sablen i den italienske spillerforening.
Spillerne i den bedste italienske fodboldrække truer nu med at gå i strejke, hvis ikke ligaen underskriver en ny aftale med spillerforeningen.
- Ja, sæsonstarten er i fare. Den kollektive aftale skal skrives under, og det skal ske, før sæsonen kan gå i gang, siger præsident for den italienske spillerforening, Damiano Tommasi, ifølge nyhedsbureauet AFP til SkySport24.
Den gamle aftale løb ud for et år siden, og i sidste sæson varslede de italienske spillere to gange, at de ville gå i strejke. De blev dog begge gange afblæst, men denne gang vil en strejke blive gennemført, fastslår Tommasi.
- Det bliver svært for spillerne ikke at gå på banen, men vi har behov for, at deres rettigheder bliver skrevet ned sort på hvidt, og det er ikke et økonomisk spørgsmål.
- Spillerne står sammen om det her, jeg har allerede besøgt 90 procent af Serie A-holdene, siger Damiano Tommasi.
Den oprindelige konflikt handlede blandt andet om klubbernes ret til at sælge spillere, der var på kontrakt - også selvom spillerne ikke selv ønskede et salg.
Nu er parterne nået til enighed omkring alle forhold i den forbindelse med undtagelse af et enkelt punkt, der drejer sig om spillere, som ikke længere er en del af førsteholdstruppen i deres klubber.
Damiano Tommasis forgænger på spillerforeningens formandspost har allerede underskrevet den nye aftale, men ligaen mangler fortsat at binde sig juridisk til aftalen.
- Det her har sneglet sig af sted siden sidste sæson. I de seneste måneder besluttede vi ikke at gå i strejke, mens ligaen stadig kørte, men hvis vi ikke får en afslutning på sagen denne gang, så går den ikke i gang, siger Damiano Tommasi.
Serie A starter efter planen i weekenden 27.-28. august.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker