Spillerforening: Der er omkring 1500 sager
Stort set alle danske fodboldklubber med kontraktspillere kan se frem til sager om manglende udbetaling af feriepenge. Det står fast, efter at Spillerforeningen tirsdag vandt den såkaldte "feriepengesag".
Spillerforeningens direktør, Mads Øland, fortæller, at det drejer sig om cirka 1500 spillere i omkring 40 klubber, men tør ikke gætte på, hvor mange penge spillerne alt i alt har til gode.
- Vi har ikke regnet på det. Vi har koncentreret os om at få de første tre sager afgjort i første omgang og vil nu gå videre. Det er cirka 40 klubber, der har været tilknyttet overenskomstsystemet.
- Nogle af de 1500 spillere har store krav, og andre har krav på næsten ingenting. Det drejer sig i alt om et betragteligt beløb, men det vil være useriøst at nævne et tal, siger Mads Øland og oplyser, at man nu vil gå i dialog med Divisionsforeningen og klubberne.
- Dommen er klar og udstikker nogle klare retningslinjer i forhold til de andre sager.
- Vi bør nu kunne løse de resterende sager i en forhandling med Divisionsforeningen og klubberne, så vi ikke skal belemre retten med nye sager, siger Mads Øland.
Direktøren fortæller, at man ikke er interesseret i, at nogen klubber drejer nøglen om og lukker. Det vil tage levebrødet fra mange af spillerne.
- Vi går ikke på kompromis med de beløb, spillerne har til gode. Men vi vil gerne forhandle om terminerne og indgå efterbetalingsordninger.
- Vi er interesseret i, at klubberne er levedygtige og kan komme igennem det hele på en god måde, siger Mads Øland.
Men klubbernes udestående vil hele tiden stige, hvis de indgår en tilbagebetalingsordning, da der vil løbe renter på de penge, spillerne har til gode.
- Det er korrekt. Det er 1,5 procent om måneden - altså 18 procent om året, siger Øland.
Nogle klubber har allerede indgået forlig med Spillerforeningen. Det drejer sig om Silkeborg, AC Horsens, Lyngby, FC Fyn og for enkelte spillere i AGF.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned