Spillerforeninger vil have Fifas klub-VM for EU-domstol
Alexander Bah og Benfica har kvalificeret sig til klub-VM næste sommer. Den danske landsholdsspiller er dermed en af mange, der risikerer at misse ferie tre somre i træk. (Arkivfoto). Foto: Patricia De Melo Moreira/Ritzau Scanpix
Fifas klub-VM er i strid med EU's love, mener flere spillerforeninger, som vil have sagen prøvet af.
Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) prestigeprojekt, et klub-VM med 32 hold, er i strid med EU's love.
Det mener spillerforeningerne i England (PFA) og Frankrig (UNFP), som sammen med den internationale spillerforenings europæiske sammenslutning, FIFPro Europe, ønsker sagen prøvet ved EU's domstole.
Det skriver FIFPro Europe på sin hjemmeside torsdag.
Spillerne får således ikke mulighed for at holde ferie og har via sine spillerforeninger heller ikke været med på råd, hvilket er imod EU's love, lyder det blandt andet.
- Eftersom alle forsøg på dialog har fejlet, er det nu op til os at sikre, at spillernes fundamentale rettigheder bliver respekteret ved at tage sagen op hos europæiske domstole.
- Det handler ikke om at stigmatisere en specifik turnering, men om at fordømme det underliggende problem og dråben, der fik bægeret til at flyde over, siger præsident i FIFPro Europe David Terrier.
En europæisk eller sydamerikansk spiller i en topklub risikerer helt at misse sommerferie tre år i træk.
I år er der således EM og Copa America, i 2025 gælder det Fifas klub-VM i USA, inden det i 2026 går løs ved VM i USA, Canada og Mexico.
Klub-VM afvikles ligesom EM i løbet af omkring en måned, hvilket kræver op til seks ugers arbejde med forberedelse og rejser oveni en forvejen pakket kalender, skriver spillerforeningerne.
VM i 2026 vokser fra 32 til 48 hold og afvikles over seks og en halv uge.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker