Spillermøde har sendt FC Nordsjælland på ret kurs
FC Nordsjællands spillere har været langt nede i kulkælderen efter en stime på fire liganederlag på stribe, som først blev afbrudt med mandagens 1-0-sejr hjemme over Randers FC.
Sidste sæsons vicemestre har arbejdet hårdt på at rejse sig, og det førte i mandags til et møde, hvor spillerne lagde alle kort på bordet.
- Vi har haft et møde, hvor der blev snakket frit fra leveren. Det har hjulpet, at både vi nye og nogle af de gamle er kommet med nogle input. Det har givet en rigtig god teamspirit, siger keeper Martin Hansen.
- Vi er blevet rykket tættere sammen, efter at vi havde mødet, hvor vi så realiteterne i øjnene. Det var fedt at snakke ud med paraderne nede, og jeg tror på, at det virkelig har gavnet os.
Træner Kasper Hjulmand glæder sig over, at mødet kom på spillernes egen foranledning, og han har kun roser til overs for initiativet og spillernes iver for at vende stimen.
- Mod Sønderjyske var vi ramt, det var til at se både på og uden for banen. Vi kom hjem, og hele denne uge har spillerne bare været fantastiske.
- På eget initiativ har de kigget hinanden i øjnene og lagt alt det bullshit med at skyde på hinanden på hylden, siger Hjulmand.
- Alle blottede sig, kiggede på hinanden og satte sig selv til side for holdets bedste. Ingen har egoer, der er en vej, og det er at tage fat sammen. Det har spillerne arbejdet flot på, og det skal de have så meget kredit for.
Spillermødets effekt viste sig, da Randers FC blev sendt fra Farum med et nederlag.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker