Spillermøde inden Tønder-kamp

Team Sydhavsøernes cheftræner Ian Marko Fog har været til debat på et spillermøde i truppen torsdag aften. Foto: Anders Knudsen

Team Sydhavsøernes trup har været samlet uden cheftræneren.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO Utilfredsheden ulmer tilsyneladende i Team Sydhavsøernes spillertrup rettet mod cheftræner Ian Marko Fog.

Torsdag aften var træneren ikke til stede ved træningen i Maribo-Hallen, hvor der både blev trænet under ledelse af assisterende træner Nick Szwiec - men også afholdt et spillermøde.

Hvad der var på dagsordenen, og hvad der blev debateret, har Folketidende ikke kunnet få at vide. Men man gætter næppe forkert, hvis Ian Marko Fog var et af punkterne, når nu han ikke var til stede.

- Jeg kan bekræfte, at vi har haft et spillermøde, hvor vi nu prøver at drage nogle konklusioner ud fra de input, spillerne kom med, siger Team Sydhavsøernes sportschef, Morten Juul, der ikke i skrivende stund vil gisne om, hvad det ender ud i.

- Jeg skal have nogle flere samtaler både med spillere og trænere, før der kan meldes noget ud, siger han.

Om Ian Marko Fog på baggrund af spillermødet skulle være fyringstruet, vil Morten Juul ikke på dette tidspunkt forholde sig til.

Cheftræneren selv var indforstået med, at han ikke deltog i mødet.

- Der er ikke noget mærkeligt i, at spillerne holder møde, og al erfaring viser, at der kommer flere ting frem, når chefen ikke er til stede, siger Ian Marko Fog, der håber, at der er kommet noget konstruktivt ud af mødet, som også han kan bruge videre frem.

De senste tre kampe i 1. division har givet to nederlag og en uafgjort, og fælles for kampene er, at Team Sydhavsøerne har haft vinderchancer i alle tre kampe uden at udnytte dem.

- Vi skal have vendt hver en sten i forhold til at finde ud af, hvad der gør, at man for eksempel brænder i afgørende situationer, hvor vi har mulighed for at lukke kampene, siger Ian Marko Fog, der efter den uafgjorte kamp i tirsdags i Odense bad spillerne om at kigge indad efter en evaluering i omklædningsrummet, hvor bølgerne gik særdeles højt.

Efterfølgende havde Ian Marko Fog og sportschef Morten Juul en længere samtale i et afsidiges hjørne af hallen.

Med uro i kulissen skal Team Sydhavsøerne forberede sig til søndagens kamp mod Tønder hjemme i Maribo-Hallen.

- Det bliver ikke nemt. Tønder er rigtig godt spillende og har vundet de seneste to kampe, siger Ian Marko Fog, der kan se tilbage på en etmåls-sejr i de sidste sekunder i de holds første møde i Tønder-Hallen i efteråret.

Her scorede Lukas Eichwald Kristensen det afgørende mål, inden keeper Oliver Larsen leverede en feberedning i absolut sidste sekund, så Team Sydhavsøerne vandt 29-28.

Sønderjyderne har siden skiftet træner fra Jan Paulsen, der mellem jul og nytår blev erstattet af assistenttræneren Michael Wollesen, og Tønder har også fået tilført langskytten Troels Jørgensen, der er lejet i Kolding IF.

- Det er et langt bedre hold nu med tilgangen af Troels Jørgensen. Han ved, hvad det drejer sig om og kan på sine gode dage bombe boldene ind, så ham skal vi naturligvis være opmærksomme på, siger Ian Marko Fog.

Hjemmeholdet har fortsat Frederik Sørensen og Kristian Lund Vukman ude til opgøret, der fløjtes i gang kl. 15:00 og kan følges direkte i Radio SydhavsØerne.