Landstræner Jan Pytlick har spillerne bag sig, når han efter planen forlænger sin kontrakt med Dansk Håndbold Forbund i næste uge engang.
Både Karin Mortensen og Trine Troelsen mener, at Pytlick er den rette mand for landsholdet.
- Han har jo været med til at bygge fundamentet op, også nede i ungdomsrækkerne, så jeg kan godt følge forbundet i, at det er naturligt at forlænge med ham, siger Karin Mortensen.
- Man ved, hvad man får med Jan. De kunne selvfølgelig have kigget andre steder hen, men det ville også være at tage en chance, siger den rutinerede målmand.
Trine Troelsen er også godt tilfreds med fortsat at skulle dirigeres af Pytlick fra sidelinjen.
- Jeg har kun positive ting at sige om ham. Han er god at snakke med uden for banen, og han kan skille tingene ad. Hans mandskabsbehandling er rigtig god.
- Og det er heller ikke sådan, at han holder stædigt fast i sin måde at gøre tingene på. Hvis vi foreslår noget andet, så lytter han og giver det en chance, siger Troelsen.
Én ting kan han dog gøre bedre, hvis man spørger Karin Mortensen. Hun så gerne, at Pytlick var mere direkte i sin kritik, når holdet har præsteret dårligt.
- Han måtte engang imellem gerne kalde en spade for en spade og fortælle tingene, som de er. Nogle gange bliver der ikke rigtigt sat adresse på, og så er der måske flere spillere, der føler sig ramt uden grund, siger Karin Mortensen.
Jan Pytlicks nuværende kontrakt udløber til sommer, men han og DHF er så godt som enige om at forlænge aftalen til 2015 - dog med en indbygget mulighed for, at en af parterne kan springe fra undervejs, hvis det ikke længere fungerer.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker