Mikkel Dahl (tv.) og anfører Lars Pleidrup var blandt de første seks, der indledte NFC-træningen tirsdag formiddag. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Nykøbing FC's divisionstrup indledte tirsdag træningen ovenpå en ufrilvillig coronapause.
Thomas JensenThomasJensen
OffentliggjortSidst opdateret
NYKØBING En efter en kom spillerne kørende ind på parkeringspladsen ved Nykøbing FC's klubhus på Østre Allé.
Alle var omklædt, da det fortsat er forbudt at klæde om sammen i klubhuset og tage bad efter træning, men det kunne de sagtens leve med, for det vigtigste var at komme ud på træningsbanen igen.
- Det har godt nok været mærkeligt. Jeg har ikke rørt en bold i seks uger, sagde keeper Sebastian Olsen, der stående ved sit bagagerum tapede sine hænder ind, før han kunne iføre sig sine målmandshandsker.
Kort tid efter kom hans kollega Jannich Storch.
- Det er godt nok dejligt at være tilbage, lød det fra keeperen, der nærmest spurtede ind på grønsværen foran klubhuset.
Annonce
Ikke siden tirsdag 10. marts har spillerne været samlet til træning. Dagen efter lukkede statsminister Mette Frederiksen landet ned, men nu lysner det en smule.
Klubbernes organisation, Divisionsforeningen, har arbejdet i døgndrift for en genåbning af fodbolden, og med en 55 sider lang protokol i hånden med anvisninger på hvordan smittefare undgås i videst muligt omfang, har klubberne i Superligaen og 1. division fået grønt lys til at starte træningen op igen.
Men langt fra som før coronakrisen.
Seks spillere var med til første træningspas sammen med fire trænere, så man holder sig på ti personer i alt på træningsbanen ad gangen, og en time senere er det så seks nye spillere der kommer, og endnu en time senere de sidste seks i spillertruppen.
Der var god plads mellem spillerne i de små pasningsøvelser. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Ingen nærkæmpe
Fælles for hele træningen er ingen fysisk kontakt.
- Vi overholder de retningslinier, der er, som jeg i øvrigt synes er yderst rimelige. Divisionsforeningen har gjort et fantastisk stykke arbejde, for at vi kan komme i gang, og vi kan sagtens få nogle gode træninger ud af det her, siger manager Claus Jensen, der sammen med firstteamcoach Brian Rasmussen, Jan Michaelsen og fysisk træner Peter Due har sat seks små stationer op rundt omkring på banen, hvor spillerne mest i form af pasningsøvelser og skud på mål skal få boldfølingen tilbage.
- Det ser rigtig fint ud. Spillerne har holdt sig i gang fysisk, og nu skal vi så have fyldt noget almindelig træning med bold på dem igen. Jeg er yderst fortrøstningsfuld, lyder det fra Claus Jensen, der håber på at turneringen bliver genoptaget, som Divisionsforeningen har foreslået 29. maj.
- Det er den dato, vi arbejder ud fra, og den håber vi holder stik. Vi vil jo allerhelst ud og spille om point og afgøre det på banen, siger Claus Jensen, der ikke er nervøs for at et kampprogram med mange kampe på kort tid inden en eventuel sommerferie vil presse truppens fysiske ressourcer.
- Det er selvfølgelig noget, vi er opmærksom på, men det vil i så fald være ens for alle, påpeger manageren, der fortæller at spillerne skal testes for corona, hvis eller når kampene nærmer sig.
Annonce
- Jeg har ikke hørt, at nogen af spillerne skulle have haft symptomer på noget som helst indtil videre, understregede Claus Jensen, inden det første træningspas i næsten to måneder.
Seneste artikler
NFC-profil: Sådan blev oprykningen fejret
Pride kommer til Nykøbing: - Vi var klar på modstand fra start
Stor havnedag trak flere tusinde til byen
Michael Mix jagter nye højder: Den dobbelte Danmarksmester vil på podiet til EM
Miljøminister: Så kort tid overlevede hvalen Timmy efter stor aktion
Mest læste artikler
DMI-prognose viser over 30 grader på Lolland
Værtshus inviterer til dildoparty
Susan åbner Madkassen
Lokal Rema 1000 snupper førstepladsen for andet år i træk
59.500 kroner til NFC-formand blev bogført som rengøring