Spilletid er vigtigere end NBA for dansk basketballprofil

Fire kampe blev det til i "Iffes" første ophold i NBA. Han er nu kommet på kontrakt i italienske Virtus Bologna, der spiller med i EuroLeague. Foto: Rick Scuteri/Ritzau Scanpix

Danske Gabriel "Iffe" Lundberg har sørget for at åbne en dør på klem for NBA-klubberne, men han vil ikke tilbage kun for at kigge på fra bænken.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mere vil have mere.

Det gælder også basketballspilleren Gabriel "Iffe" Lundberg, som ikke har fået nok af NBA, efter at han tidligere på året prøvede kræfter med verdens bedste basketball-liga som den første dansker nogensinde.

Den 193 centimeter høje guard fik fire kampe for Phoenix Suns, før han nogle måneder senere måtte rejse hjem uden en kontrakt.

Sådan en var der måske kommet på bordet, hvis "Iffe" havde ventet, til sæsonstarten nærmede sig i NBA. Men han ville ikke afsted for enhver pris og skrev i stedet under med italienske Virtus Bologna.

- Jeg har altid sagt, at selvfølgelig vil jeg gerne spille i NBA. Det er min drøm, og det mål har jeg opfyldt. Men jeg gider ikke spille i NBA, hvis jeg bare skal sidde og kigge på fra bænken. Især ikke nu, hvor jeg er på vej ind i min "prime".

- Havde jeg ventet tre-fire uger, tror jeg, at jeg havde haft et NBA-job. Men havde det været den rigtige situation, det rigtige setup, eller det jeg rigtig gerne ville? Det kan jeg ikke svare på.

Faktisk var han slet ikke i tvivl, da den italienske storklub henvendte sig.

Virtus Bologna spiller i en af Europas bedste ligaer og deltager i den prestigefyldte europæiske klubturnering EuroLeague.

Fra at være bænkspiller og få korte indhop i Phoenix skal han nu spille for en træner, der selv har håndplukket danskeren og må antages at give ham en markant rolle.

- Det er nu, jeg skal spille masser af basket, give den gas og have det sjovt. Det er nu, jeg skal vise, hvad jeg kan, for at være bedre stillet på et eller andet tidspunkt nede ad vejen. Og det kan jeg selvfølgelig ikke, hvis jeg ikke spiller, siger han.

Lundbergs vej til NBA var mere usædvanlig end de flestes.

Før han drog over Atlanten, spillede danskeren for CSKA Moskva, men Ruslands invasion af Ukraine ændrede alt.

Landsholdsspilleren kom ud af sin kontrakt, og via sine agenter stod han pludselig med sit livs største chance.

At gennembruddet ikke kom, rører ham ikke.

- På en eller anden måde var det nok det, jeg havde brug for. For nu ved jeg, hvad det kræver.

- Rent mentalt står jeg meget skarpere, end jeg nogensinde har gjort før. Nu har jeg fået smag for det, så nu vil jeg selvfølgelig rigtig gerne opleve det igen og formå at etablere mig. For det ved jeg, jeg godt kan, siger "Iffe" Lundberg.

Vinduet til den nordamerikanske basketball-liga behøver da heller ikke at være lukket. NBA-klubberne kigger ofte mod Europa, og nuværende stjerner som Bogdan Bogdanovic og Luka Doncic har eksempelvis brilleret i EuroLeague, før de tog til USA.

I Virtus Bologna er der forståelse for Lundbergs ønske om at få chancen i Amerika igen. Danskeren har fået en klausul i sin kontrakt, der betyder, at han hver sommer kan blive købt ud.

Men først ser han frem til at opleve den entusiastiske basketkultur i Norditalien.

- Jeg tror, at hallen kommer til at være fyldt og elektrisk, hver gang vi spiller. Jeg ser 100 procent frem til det.

Gabriel "Iffe" Lundberg har også bebudet, at han gør comeback for det danske landshold, som 25. august begynder næste runde af EM-kvalifikationen.

/ritzau/

Blå bog om basketspilleren Iffe Lundberg

* Navn: Gabriel Ifeanyi "Iffe" Lundberg.

* Født: 4. december 1994 (27 år).

* Højde: 193 centimeter.

* Position: Guard.

* Klub: Virtus Bologna.

Tidligere klubber: Copenhagen Wolfpack, Horsens IC, Baxi Manresa, Iberostar Tenerife, Zielona Góra, CSKA Moskva og Phoenix Suns.

Kilder: Basketball-reference.com og Virtus Bologna.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu