Sponsor forlader Pytlicks håndboldpiger

Aftalen udløber til nytår, og forsikringsselskabet fortsætter dermed året ud.

- Det er altid trist, når man skal afslutte et godt, mangeårigt samarbejde, men markedet for forsikringer har ændret sig markant, siden vi indgik aftalen med DHF i 2008, siger marketingchef hos GF Forsikring Rikke Skovlund i en pressemeddelelse.

I håndboldforbundet bliver ophøret af aftalen modtaget med oprejst pande. Direktør Henrik M. Jacobsen siger, at man allerede har en strategi klar i forhold til at finde en ny sponsor.

Og han er fortrøstningsfuld i forhold til at nå målet.

- Med kvindelandsholdet har vi et unikt produkt, som dels har spillet sig frem i top-fire ved såvel det seneste europamesterskab som det nyligt afviklede verdensmesterskab og dels med seertal på den rigtige side af to millioner har lagt land og by øde i december måned hvert år, siger han.

Dansk Håndbold Forbund indledte samarbejdet med GF Forsikring i 2008. Det er ikke lykkedes holdet at vinde medaljer siden da.

Da herrelandsholdet sagde farvel til Cimber Sterling som hovedsponsor med udgangen af 2010, gik der fem måneder, inden man blev enige med Totalkredit om en ny treårig aftale.

/ritzau/

Det kvindelige danske håndboldlandshold skal på sponsorjagt, da GF Forsikring har besluttet at forlade holdet efter fem år.

Offentliggjort Sidst opdateret